Jørgen Leth: "I denne by producerer de dukkehoveder af fajance"
Jørn Mader: "Jeg smutter lige ned og skider"
Dagens etape er skræddersyet til Mark Cavendish.
Dagen er for mit vedkommende optaget af privat festivitas. Derfor er det et kort indlæg. I morgen forsøger jeg at gøre status.
God fornøjelse, god søndag. Pas på jer selv, hvor I end er...
Dagens favorit: Mark Cavendish
Dagens outsider: Alessandro Petacchi
Dagens frække: Philippe Gilbert
søndag den 24. juli 2011
lørdag den 23. juli 2011
Time for Tony
Kraftværket fra Rostock, en stor bastant trampende tysker, en torpedo, der skydes gennem luftrummet, en bombe af kraft, pløjer nærmest asfalten op, benene går som store stempler på den tyske maskine, en rullende bismarcksklump
(Mader om Jan Ullrich)
Tony Martin er ikke Jan Ullrich, og Jørn Mader kommenterer ikke længere Tour de France. Alligevel er der grund til at drage en sammenligning, for tyske Tony kan meget vel blive dagens etapevinder på enkeltstarten i Grenoble, og hvad er så mere naturligt end at åbne med et Ullrich-citat fra Jørn Mader?
Sådan er der så mange tildragelser at sammenligne med i en besynderlig verden som denne, hvor sportsstjerner bliver afæsket holdninger til massakren i Norge, mens de samme ikke udspurgt kritisk til deres professionelle metier; sådan er der så meget, når Tour de France lakker mod enden, og de normale enkeltstarts-specialister skal på asfalten i kamp mod mænd, der slås for klassementet og podiet med alt, hvad de har - som gjaldt det selve livet.
Dagens etape har start og mål i Grenoble, og den strækker sig over 42,5 kilometer med denne profil:
Med en hel del sving byder ruten på tekniske udfordringer, og så er der den specialitet, at for en måneds tid siden kørte deltagerne i Critérium Dauphinée præcis den samme rute på den afsluttende enkeltstart i det løb. Og ved den lejlighed blev resultatet sådan:
1. Tony Martin - 55,27 min
2. Bradley Wiggins - +0,11 min
3. Edvald Boasson Hagen - +0,43 min
4. David Zabriskie - +0,58 min
5. Janez Brajkovic - +1,17 min
6. Cadel Evans - +1,20 min
7. Geraint Thomas - +1,36 min
8. Christophe Riblon - +1,37 min
9. Rein Taaramae - +1,56 min
10. Rui Costa - +2,00 min
Den værste konkurrent til Tony Martin vil nok være Danske Spils store favorit, Fabian Cancellara, men jeg tror, han dels ikke har gejsten, dels er mærket af det knaldhårde slid, han og de øvrige 'leoparder' har udført for brødrene de seneste uger. Desuden må man ikke afskrive en mand som David Millar, mens Alberto Contador efter min opfattelse ikke er på det niveau hverken fysisk eller mentalt, der kan udløse en etapesejr.
Som det ses var The Schlecks Inc. ikke blandt de 10 første. Hvilket kan forklares ret enkelt - de deltog nemlig slet ikke i etapeløbet, men valgte at forberede sig gennem deltagelse i Luxembourg Rundt og Tour de Suisse.
Dermed er der ingen direkte sammenligning for deres vedkommende. De har naturligvis prøvet ruten og møder på den måde forberedte, men det direkte kendskab har de slet ikke på samme måde, som Cadel Evans har det.
Dagens store spørgsmål er naturligvis, om Andy Schlecks 57 sekunders forspring er nok. Politikens Mogens Jacobsen mener det ikke, og han er på linje med de fleste eksperter.
Jeg tror, det vil være nok. Men det afhænger af mange ting - blandt andet også, om vejene i Grenoble vil være regnglatte eller tørre, når Andy Schleck skal ud på cyklen.
Med risiko for at blive uhjælpeligt til grin kommer dermed her et bud på, hvem der er i Tour'ens top 3 efter etapen i dag, og dermed bliver 1-2-3 i dette års løb:
1. Andy Schleck
2. Cadel Evans
3. Fränk Schleck
Jeg tror ikke, Fränk Schleck - som er klart svageste temporytter af disse tre - kan tabe så meget, at han bliver overhalet indenom af Alberto Contador, som befinder sig på 6. pladsen lige nu. Spanieren er 3,02 minutter efter Fränk, og det skal der altså et styrtløb af Kyllinge-dimensioner til for at udløse af tidsforskel.
Dagens favorit: Tony Martin
Dagens outsider: Fabian Cancellara
Dagens frække: David Millar
(Mader om Jan Ullrich)
Tony Martin er ikke Jan Ullrich, og Jørn Mader kommenterer ikke længere Tour de France. Alligevel er der grund til at drage en sammenligning, for tyske Tony kan meget vel blive dagens etapevinder på enkeltstarten i Grenoble, og hvad er så mere naturligt end at åbne med et Ullrich-citat fra Jørn Mader?
Sådan er der så mange tildragelser at sammenligne med i en besynderlig verden som denne, hvor sportsstjerner bliver afæsket holdninger til massakren i Norge, mens de samme ikke udspurgt kritisk til deres professionelle metier; sådan er der så meget, når Tour de France lakker mod enden, og de normale enkeltstarts-specialister skal på asfalten i kamp mod mænd, der slås for klassementet og podiet med alt, hvad de har - som gjaldt det selve livet.
Dagens etape har start og mål i Grenoble, og den strækker sig over 42,5 kilometer med denne profil:
Med en hel del sving byder ruten på tekniske udfordringer, og så er der den specialitet, at for en måneds tid siden kørte deltagerne i Critérium Dauphinée præcis den samme rute på den afsluttende enkeltstart i det løb. Og ved den lejlighed blev resultatet sådan:
1. Tony Martin - 55,27 min
2. Bradley Wiggins - +0,11 min
3. Edvald Boasson Hagen - +0,43 min
4. David Zabriskie - +0,58 min
5. Janez Brajkovic - +1,17 min
6. Cadel Evans - +1,20 min
7. Geraint Thomas - +1,36 min
8. Christophe Riblon - +1,37 min
9. Rein Taaramae - +1,56 min
10. Rui Costa - +2,00 min
Den værste konkurrent til Tony Martin vil nok være Danske Spils store favorit, Fabian Cancellara, men jeg tror, han dels ikke har gejsten, dels er mærket af det knaldhårde slid, han og de øvrige 'leoparder' har udført for brødrene de seneste uger. Desuden må man ikke afskrive en mand som David Millar, mens Alberto Contador efter min opfattelse ikke er på det niveau hverken fysisk eller mentalt, der kan udløse en etapesejr.
Som det ses var The Schlecks Inc. ikke blandt de 10 første. Hvilket kan forklares ret enkelt - de deltog nemlig slet ikke i etapeløbet, men valgte at forberede sig gennem deltagelse i Luxembourg Rundt og Tour de Suisse.
Dermed er der ingen direkte sammenligning for deres vedkommende. De har naturligvis prøvet ruten og møder på den måde forberedte, men det direkte kendskab har de slet ikke på samme måde, som Cadel Evans har det.
Dagens store spørgsmål er naturligvis, om Andy Schlecks 57 sekunders forspring er nok. Politikens Mogens Jacobsen mener det ikke, og han er på linje med de fleste eksperter.
Jeg tror, det vil være nok. Men det afhænger af mange ting - blandt andet også, om vejene i Grenoble vil være regnglatte eller tørre, når Andy Schleck skal ud på cyklen.
Med risiko for at blive uhjælpeligt til grin kommer dermed her et bud på, hvem der er i Tour'ens top 3 efter etapen i dag, og dermed bliver 1-2-3 i dette års løb:
1. Andy Schleck
2. Cadel Evans
3. Fränk Schleck
Jeg tror ikke, Fränk Schleck - som er klart svageste temporytter af disse tre - kan tabe så meget, at han bliver overhalet indenom af Alberto Contador, som befinder sig på 6. pladsen lige nu. Spanieren er 3,02 minutter efter Fränk, og det skal der altså et styrtløb af Kyllinge-dimensioner til for at udløse af tidsforskel.
Dagens favorit: Tony Martin
Dagens outsider: Fabian Cancellara
Dagens frække: David Millar
Vi var unge og ubekymrede - et rullende bibliotek IV
Vi åbner dagen lidt anderledes på denne lørdag, hvor det virker nærmest grotesk at beskæftige sig med cykelløb og Tour de France, når et land har været udsat for så brutal en tragedie som Norge.
Men svaret på grusomhederne er vel ikke at sætte alt i stå. Svaret er vel, i forlængelse af den norske statsminister Stoltenbergs fine budskab, at fortsætte med hverdagen og syslerne og ikke lade sig tryne til tavshed?
Derfor åbner lørdagen med et tilbageblik. Til den gang 'vi var unge og ubekymrede', for det er netop titlen på en selvbiografi, den dobbelte Tour-vinder Laurent Fignon udgav forrige år, få måneder før sin død. Som det vil være nogle smerteligt bekendt, døde Fignon af cancer i august måned 2010.
Bogen er aldrig udkommet på dansk, men blev i 2010 oversat til engelsk af den også i dette forum tidligere nævnte britiske journalist og forfatter William Fotheringham. Og den er absolut værd at læse for sin indsigt og sin ærlighed.
Den ærlighed gælder også Fignons følelser omkring de 8 sekunder, han tabte Tour de France med i 1989. På den afsluttende enkeltstart til Paris var han 58 sekunder langsommere end Greg LeMond, og det betød et samlet deficit på de 8 sekunder.
Og når der er grund til at beskæftige sig med den enkeltstart her til morgen, handler det jo om, at stillingen i dette års Tour er så tæt, at man kan forudse en næsten lignende forskel på løbets vinder og nummer 2 efter enkeltstarten i eftermiddag:
1. Andy Schleck - 82 timer, 48,43 min
2. Fränk Schleck - +0,53 min
3. Cadel Evans - +0,57 min
Jeg har valgt at citere et uddrag fra bogen, hvori Fignon beskriver, hvad nederlaget gjorde ved ham. Hvordan verden gik under for ham.
Det er et fremragende indblik i, at det her handler jo ikke blot om sport og fritidssysler. For de mænd, der er beskæftiget med Tour de France - eller med professionel sport - er det med Liverpool-manager Bill Shanklys ord vigtigere end alt andet:
"Some people think football is a matter of life and death. I assure you, it's much more serious than that"
Citatet er fra den engelske oversættelse af bogen. Som i sin helhed hermed er anbefalet...
(Note: Alain Gallopin var - og er - sportsdirektør)
Også dét er, hvad sport handler om...
Men svaret på grusomhederne er vel ikke at sætte alt i stå. Svaret er vel, i forlængelse af den norske statsminister Stoltenbergs fine budskab, at fortsætte med hverdagen og syslerne og ikke lade sig tryne til tavshed?
Derfor åbner lørdagen med et tilbageblik. Til den gang 'vi var unge og ubekymrede', for det er netop titlen på en selvbiografi, den dobbelte Tour-vinder Laurent Fignon udgav forrige år, få måneder før sin død. Som det vil være nogle smerteligt bekendt, døde Fignon af cancer i august måned 2010.
 |
| |
Den ærlighed gælder også Fignons følelser omkring de 8 sekunder, han tabte Tour de France med i 1989. På den afsluttende enkeltstart til Paris var han 58 sekunder langsommere end Greg LeMond, og det betød et samlet deficit på de 8 sekunder.
Og når der er grund til at beskæftige sig med den enkeltstart her til morgen, handler det jo om, at stillingen i dette års Tour er så tæt, at man kan forudse en næsten lignende forskel på løbets vinder og nummer 2 efter enkeltstarten i eftermiddag:
1. Andy Schleck - 82 timer, 48,43 min
2. Fränk Schleck - +0,53 min
3. Cadel Evans - +0,57 min
Jeg har valgt at citere et uddrag fra bogen, hvori Fignon beskriver, hvad nederlaget gjorde ved ham. Hvordan verden gik under for ham.
Det er et fremragende indblik i, at det her handler jo ikke blot om sport og fritidssysler. For de mænd, der er beskæftiget med Tour de France - eller med professionel sport - er det med Liverpool-manager Bill Shanklys ord vigtigere end alt andet:
"Some people think football is a matter of life and death. I assure you, it's much more serious than that"
Citatet er fra den engelske oversættelse af bogen. Som i sin helhed hermed er anbefalet...
(Note: Alain Gallopin var - og er - sportsdirektør)
The morning after the defeat of the day before was when the hardest bit began. I kept counting in my head: eight seconds, eight seconds. And the more I counted, the more I became aware of what a derisory amount of time it was. You can't do anything in eight seconds!Når temporytterne i eftermiddag gør klar, vil de sandsynligvis også skulle forholde sig til en nedtur som denne, startende sidst på dagen i dag og fortsættende ind i næste uge.
I went home. Alone. Just sitting. Or wandering about with my eyes going nowhere, vaguely focused on nothing at all. I began to wake yp to the fact that this was an event of national importance and the 'Fignon tragedy' was on the front page of every paper throughout France. But I don't actually remember whether I even looked at a single one.
How could I have lost? How could I have allowed it to happen? For hours and hours I felt sorry for myself. It was the only thing in my head. There was no flavour in anything I ate. Just moving felt like an effort. It was like being in a coma. 'Watch out for sorrow, it's a bad habit', wrote Flaubert.
And then on the third day, one morning like the other two, I was in the bathroo having a shower when I wiped off the layer of steam off the mirror and saw my own face. There was a slightly hazy look in the back of the eyes. A pallid face, with appallingly hagard lines. The eyes looked transparent. It was the stuff of nightmares. It was as if my soul had escaped from the body that contained it. I was looking helplessly at a man who wasn't me any more, who I didn't recognise. It looke as if the trauma was getting on top of me. It was no use saying that I was practising one of the finest professions in the world, that I had already won two Tours de France and that I had no need to prove anything to anyone, let alone that I enjoyed a lifestyle that I couldn't have imagined in my wildest drams. I simply couldn't get rid of the pain that was eating me up.
It took me three days to get back on my feet. But when I write 'get back on my feet', that's just a manner of speaking. Because you never stop grieving over an event like that; the best you can manage is to contain the effect it has on your mind. Even so, I was well aware that there were more serious things going on in life - and I had dreamed so much of coming back to the highest level to play a major role: I'd done that at least.
I looked in the mirror again. I knew that there were two answers. Either I could keep on mourning - and stop cycling. Or I could try to get over the agony and the injustice, and get back on the road. I was in good health. I was a lucky man, with a full life. OK, I hadn't won the Tour again; so what? Was the world going to stop turning? Why inflict more pain on myself?
That very day, I picked up the telephone to call Alain Gallopin. He was worried about how I might be dealing with it. I said to him: 'Com on, Alain, let's get going. I'm going to prepare for the world championship.'
I heard him murmur: 'That's good, Laurent'.
Then I added: 'I'm just asking for one thing. We don't talk about he Tour just yet. We'll talk about it one day, but this isn't the time.'
Because of my crutch injury I'd cancelled a few races where I was contracted to appear. So when I got back on the criterium circuit it was an event in itself. Just imagine: 'there he is'; 'that's him'; 'the loser'. There was a morbid curiosity in the looks. I tried to keep my self-respect. Seeing Greg LeMond with the yellow jersey on his back - as is the custom in post-Tour circuit races - I gritted my teeth. My blood froze. I'd had a distinct dislike for him before, and it just grew now. I know feeling that way was unreasonable, but that is how it was.
On the roadside as I went past the crowds, I sometimes heard shouts of derision: 'eight seconds' or 'you're still eight seconds behind'. The pettiness of the words pierced my heart. It was all people ever asked me about. Sometimes they didn't even realise it hurt. No one noticed that I didn't want to talk about it, that the wound was still raw. As soon as I felt ill at ease I would turn my back and refuse to answer. To many people, I can't have seemed a nice guy. But what was the point?
Også dét er, hvad sport handler om...
fredag den 22. juli 2011
Riis tøver...
Riis hænger, Riis i vanskeligheder, Riis er sat af....... (laaaaaang pause...) ....eller er han kørt - ja, Riis er kørt - Riis er kørt fra gruppen med Indurain, Riis i udbrud!
(Mader 1995)
For et par uger siden skrev jeg lidt om Edvald Boasson-Hagen, Team Sky's fantastiske norske Tour-debutant. Siden har den 24-årige rytter vundet endnu en etape på ikke mindre fremragende vis, da han tog sejren i tirsdags i Pinerolo.
Den kan man se her i sammendrag. Fremragende kørsel!
De norske sejre og dominans, ikke mindst også Thor Hushovds gule trøje og tilsvarende to etapesejre, har naturligvis givet anledning til enorm jubel i broderlandet. Min gode kollega Anders K. Christiansen, der skriver og rapporterer for landets største avis, Verdens Gang, og de øvrige udsendte fra Norge, har selvfølgelig fået kolossalt travlt af den årsag, og Anders skrev tirsdag nat på sin Facebook-opdatering:
I Danmark har reaktionen været modsat. Man udviser en vis misundelse over de norske præstationer, og det er blevet diskuteret, om ikke de danske ryttere trods alt også er stærke?
Lige nu er der ingen tvivl. Matti Breschel er ikke med i Tour de France, fordi hans form endnu lider under efterveer og pause på grund af en knæskade i vinteren og forårets løb. Og han havde ikke alene kunnet løfte kampen mod nordmændene, om han havde været der i topform - og de andre danskere er ikke meget bevendt i forhold til etapesejre og gule trøjer, men bestrider andre opgaver for deres hold under løbet.
Men så kunne man jo diskutere, hvorfor de norske stjerner ikke kører for det danskbaserede hold Saxo Bank-Sungard.
Til det er der at sige, at Bjarne Riis formentlig har overvejet flere gange, om han skulle hyre Thor Hushovd, som har været 'i udbud' flere gange i de seneste 5-8 år. Men i begyndelsen har han haft en forkert profil for Riis, fordi Hushovd var sprinteren, der kørte efter grønt og etaper i et terræn, hvor Riis' hold traditionelt valgte anderledes. Og den transformering, som 'Tyren fra Grimstad' har undergået siden 2008-2009, hvor han i langt højere grad er blevet en klassiker-type og har renonceret på de flade etaper og overladt dem til Cavendish, Farrar og de andre unge boksersnuder, er for alvor sket, efter Hushovd var fast cementeret hos Garmin-Cervélo.
(Mader 1995)
For et par uger siden skrev jeg lidt om Edvald Boasson-Hagen, Team Sky's fantastiske norske Tour-debutant. Siden har den 24-årige rytter vundet endnu en etape på ikke mindre fremragende vis, da han tog sejren i tirsdags i Pinerolo.
Den kan man se her i sammendrag. Fremragende kørsel!
De norske sejre og dominans, ikke mindst også Thor Hushovds gule trøje og tilsvarende to etapesejre, har naturligvis givet anledning til enorm jubel i broderlandet. Min gode kollega Anders K. Christiansen, der skriver og rapporterer for landets største avis, Verdens Gang, og de øvrige udsendte fra Norge, har selvfølgelig fået kolossalt travlt af den årsag, og Anders skrev tirsdag nat på sin Facebook-opdatering:
Anders skriver i øvrigt en rigtig udmærket cykelblog, som er værd at gæste. Jeg linker til den på forsiden, og der er også link her.
I Danmark har reaktionen været modsat. Man udviser en vis misundelse over de norske præstationer, og det er blevet diskuteret, om ikke de danske ryttere trods alt også er stærke?
Lige nu er der ingen tvivl. Matti Breschel er ikke med i Tour de France, fordi hans form endnu lider under efterveer og pause på grund af en knæskade i vinteren og forårets løb. Og han havde ikke alene kunnet løfte kampen mod nordmændene, om han havde været der i topform - og de andre danskere er ikke meget bevendt i forhold til etapesejre og gule trøjer, men bestrider andre opgaver for deres hold under løbet.
Men så kunne man jo diskutere, hvorfor de norske stjerner ikke kører for det danskbaserede hold Saxo Bank-Sungard.
Til det er der at sige, at Bjarne Riis formentlig har overvejet flere gange, om han skulle hyre Thor Hushovd, som har været 'i udbud' flere gange i de seneste 5-8 år. Men i begyndelsen har han haft en forkert profil for Riis, fordi Hushovd var sprinteren, der kørte efter grønt og etaper i et terræn, hvor Riis' hold traditionelt valgte anderledes. Og den transformering, som 'Tyren fra Grimstad' har undergået siden 2008-2009, hvor han i langt højere grad er blevet en klassiker-type og har renonceret på de flade etaper og overladt dem til Cavendish, Farrar og de andre unge boksersnuder, er for alvor sket, efter Hushovd var fast cementeret hos Garmin-Cervélo.
(Foto: Niels Chr. Jung)
En anden historie er det jo med Boasson Hagen. Som omtalt i den pågældende blog-post for et par uger siden, så gjorde nordmanden allerede opmærksom på sit fantastiske talent ved løb i Danmark i 2006, og senest ved den lejlighed ved jeg, at Riis blev gjort bekendt med Boasson Hagen.
Nordmanden gjorde det også klart, blandt andet på et pressemøde efter sin placering i UCI-løbet i Aarhus i slutningen af april 2006, at han meget gerne - ja, allerhelst - ville køre for Bjarne Riis' hold.
Og i et langt forløb over de næste måneder havde Boasson Hagens agent kontakt til Riis og til sportsdirektører hos herningenseren. Ingen hos Team CSC, som det hed den gang, kunne være i tvivl om, at det måske største talent i 1987-årgangen havde et meget stort ønske om at komme i lære hos Bjarne Riis.
Men Riis tøvede. Han kunne ikke beslutte sig, og dermed viste han en side af sig selv, som han flere gange både før og siden har demonstreret: Den vægelsindede Riis.
Og det førte til, at Edvald Boasson Hagen til sidst besluttede at skrive kontrakt med Brian Holms hold High Road/Columbia, hvor han debuterede i 2008 - med en række fine sejre til følge allerede fra starten af karrieren.
En lignede ubeslutsomhed har Bjarne Riis i øvrigt udvist også i tilfældet Thomas Löfkvist - altså alt i alt en tegning til et særdeles slagkraftigt nordisk bemandet Riis-hold, som aldrig blev til noget.
Forestil Dem et Saxo Bank-Sungard hold bestående af Hushovd, Löfkvist, Boasson Hagen og garneret med folk som Breschel, Fuglsang og den stok af danskere, der lige nu er på holdet. Det ville da være flot, og en lidt anden profil end med ryttere som Benjamin Noval...
l'Alpe d'Huez
Hvornår mon han begynder at stramme sin mørke muskel?
(Jørn Mader)
Et engelsk udtryk for to sejre i træk er back-to-back, og det udtryk vil vi i eftermiddag se personificeret i Andy Schleck i Alperne.
Efter hans fornemme gevinst i går til Col du Galibier er der lagt op til en gentagelse, når rytterne skal i mål på l'Alpe d'Huez - det velnok bedst kendte etapemål i Tour de France og et sted, hvor store vindere har vundet store sejre gennem årene.
Men det er faktisk ikke så tit, at vinderen på l'Alpe d'Huez også har vundet samlet i Tour de France. Her er listen over de tidligere vindere, og den samlede og endelige vinder af løbet i parentes:
1952 - Fausto Coppi (Coppi)
1976 - Joop Zoetemelk (Lucien van Impe)
1977 - Hennie Kuiper (Bernard Thévenet)
1978 - Hennie Kuiper (Joop Zoetemelk)
1979/1 - Joaquim Agostinho
1979/2 - Joop Zoetemelk (Bernard Hinault)
1981 - Peter Winnen (Hinault)
1982 - Beat Breu (Hinault)
1983 - Peter Winnen (Laurent Fignon)
1984 - Luis Herrera (Fignon)
1986 - Bernard Hinault (Greg LeMond)
1987 - Federico Echave (Stephen Roche)
1988 - Steven Rooks (Pedro Delgado)
1989 - Gert-Jan Theunisse (LeMond)
1990 - Gianni Bugno (LeMond)
1991 - Gianni Bugno (Miguel Indurain)
1992 - Andrew Hampsten (Indurain)
1994 - Roberto Conti (Indurain)
1995 - Marco Pantani (Indurain)
1997 - Marco Pantani (Jan Ullrich)
1999 - Giuseppe Guerini (Lance Armstrong)
2001 - Lance Armstrong (Armstrong)
2003 - Iban Mayo (Armstrong)
2004 - Lance Armstrong (Armstrong) (NB: Enkeltstart)
2006 - Fränk Schleck (Oscar Pereiro Sio)
2008 - Carlos Sastre (Sastre)
Af listen er det også tydeligt, hvorfor man i årevis kaldte l'Alpe d'Huez for 'Hollænderbjerget' - det blev domineret af hollandske ryttere, og de orangeklædte fans bemægtigede sig bjergsiderne med autocampere, båthorn og fællessang på samme måde, som de spanske/baskiske fans 'sidder på' dele af Pyrenæerne.
Men selv om det at vinde på toppen ikke er en garanti for, at man også vinder samlet, så er det til gengæld fuldstændig sikkert, at man ikke kan tabe tid her til de andre klassementsryttere og vinde i Paris. Slet ikke i år, hvor der er tale om tredjesidste etape, og hvor kun enkeltstarten i morgen også har betydning for klassementets endelige dannelse.
Og med en kort, i Jørgen Leth-terminologi 'eksplosiv', etape på 109,5 kilometer er der baggrund for store aktioner.
Rutens profil er sådan:
(Jørn Mader)
Et engelsk udtryk for to sejre i træk er back-to-back, og det udtryk vil vi i eftermiddag se personificeret i Andy Schleck i Alperne.
Efter hans fornemme gevinst i går til Col du Galibier er der lagt op til en gentagelse, når rytterne skal i mål på l'Alpe d'Huez - det velnok bedst kendte etapemål i Tour de France og et sted, hvor store vindere har vundet store sejre gennem årene.
Men det er faktisk ikke så tit, at vinderen på l'Alpe d'Huez også har vundet samlet i Tour de France. Her er listen over de tidligere vindere, og den samlede og endelige vinder af løbet i parentes:
1952 - Fausto Coppi (Coppi)
1976 - Joop Zoetemelk (Lucien van Impe)
1977 - Hennie Kuiper (Bernard Thévenet)
1978 - Hennie Kuiper (Joop Zoetemelk)
1979/1 - Joaquim Agostinho
1979/2 - Joop Zoetemelk (Bernard Hinault)
1981 - Peter Winnen (Hinault)
1982 - Beat Breu (Hinault)
1983 - Peter Winnen (Laurent Fignon)
1984 - Luis Herrera (Fignon)
1986 - Bernard Hinault (Greg LeMond)
1987 - Federico Echave (Stephen Roche)
1988 - Steven Rooks (Pedro Delgado)
1989 - Gert-Jan Theunisse (LeMond)
1990 - Gianni Bugno (LeMond)
1991 - Gianni Bugno (Miguel Indurain)
1992 - Andrew Hampsten (Indurain)
1994 - Roberto Conti (Indurain)
1995 - Marco Pantani (Indurain)
1997 - Marco Pantani (Jan Ullrich)
1999 - Giuseppe Guerini (Lance Armstrong)
2001 - Lance Armstrong (Armstrong)
2003 - Iban Mayo (Armstrong)
2004 - Lance Armstrong (Armstrong) (NB: Enkeltstart)
2006 - Fränk Schleck (Oscar Pereiro Sio)
2008 - Carlos Sastre (Sastre)
Af listen er det også tydeligt, hvorfor man i årevis kaldte l'Alpe d'Huez for 'Hollænderbjerget' - det blev domineret af hollandske ryttere, og de orangeklædte fans bemægtigede sig bjergsiderne med autocampere, båthorn og fællessang på samme måde, som de spanske/baskiske fans 'sidder på' dele af Pyrenæerne.
Men selv om det at vinde på toppen ikke er en garanti for, at man også vinder samlet, så er det til gengæld fuldstændig sikkert, at man ikke kan tabe tid her til de andre klassementsryttere og vinde i Paris. Slet ikke i år, hvor der er tale om tredjesidste etape, og hvor kun enkeltstarten i morgen også har betydning for klassementets endelige dannelse.
Og med en kort, i Jørgen Leth-terminologi 'eksplosiv', etape på 109,5 kilometer er der baggrund for store aktioner.
Rutens profil er sådan:
torsdag den 21. juli 2011
En stor dag
Hej Lars! Udkommer du ikke i dag? Det er stærkt vanedannende, og jeg kan allerede nu mærke abstinenserne.
(Mail fra en kær læser onsdag)
Undskyld. Det må være på sin plads at sige undskyld. Men dagen i går forsvandt mellem fingrene på mig, der var et håndværkeragtigt ferieprojekt, der krævede min tilstedeværelse og fulde opmærksomhed i præcis de timer, hvor jeg normalt ville skrive et indlæg til min blog om dagens etape, og siden kom der gæster, og det var ferie, og pludselig var etapen overstået, og hvad gør man så egentlig?
En af mine facebook-venner skrev ovenstående mail til mig, og det blev jeg rigtig glad for. Forhåbentlig har fraværet ikke udløst viljen til repressalier, og dermed kan vi gå videre via endnu et citat, af min yndlingsdigter og kongen af Gentofte Vest, Dan T.:
Og så kan man jo tænke lidt over den, mens man nyder hans jam med Sølvstjernerne:En tradition er en flov undskyldning for en evig gentagelse af de samme dumheder
Etapen i dag har mange muligheder for at blive en storslået oplevelse. Med 3 bjerge uden for kategori er det på papiret den hidtil hårdeste udfordring - løbet har indtil i dag samlet budt på 4 stigninger uden for kategori - og med Contador uden knæproblemer, Evans i laid back cool attitude og The Schlecks Inc. i bekneb for ret mange flere ventedage, før de for alvor og definitivt må spille ud, er der lagt op til noget særligt.
Her er profilen på de 200,5 kilometer:
tirsdag den 19. juli 2011
På vej mod en overraskelse i Gap?
Leth: "Der er suspense i feltet."
Mader: "Suspense, hvad betyder det egentlig?"
Leth: "Spænding..."
Læg mærke til etapens profil i dag, den er drilsk som det alkoholforstyrrede syn af en kvinde på et dansegulv kort før gå-hjem-tid:
Mader: "Suspense, hvad betyder det egentlig?"
Leth: "Spænding..."
Læg mærke til etapens profil i dag, den er drilsk som det alkoholforstyrrede syn af en kvinde på et dansegulv kort før gå-hjem-tid:
mandag den 18. juli 2011
Et rullende bibliotek III
Der sidder Indurain som en kanariefugl i bjergene, i et bur af Banesto folk
(Mader)
Der er kun én anbefaling i dag, der er kun én bog at beskæftige sig med på hviledagen. Det er verdens bedste Tour de France-bog:
Joakim Jakobsen - Le Tour (Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år)
Nu er det næsten 10 år siden, at Joakim Jakobsen skitserede sin plan, da jeg en dag talte med ham. En bog om Tour'ens første 100 år, gennemgået sæson for sæson og af et betragteligt omfang.
Et par år senere udkom den så. En kleppert på mere end 700 sider, og angiveligt havde forlaget (Rosinante) været meget betænkelige ved at lade bogen vokse til så monstrøs en størrelse.
Men når man besidder Jakobsens grundighed, kan det ikke være anderledes. Og når man besidder Jakobsens sproglige elegance og mesterskab, er det som en luftig drøm skabt af fint kniplingsværk at synke ned i fortidens brutale excesser, og for blot at understrege min fuldstændig uforbeholdne anbefaling af denne bog følger her ikke ét, men flere citater fra forskellige af Tour'ens perioder.
Bogen udkom i 2004, hvilket besidder en egen barok munterhed - året før rundede Tour de France jo 100 år, og det havde måske været det naturlige udgivelsestidspunkt. Men en bog bør ikke udkomme, før den er klar til det, og det var 'Le Tour'; siden er den udkommet i opskrevne og aktualiserede versioner et par gange, men er tilsyneladende nu udsolgt fra forlaget.
Senest i 2013, når løb nummer 100 bliver skudt i gang, kunne man jo godt fra forlagets og forfatterens side overveje endnu en revision...
1903-vinder Maurice Garin (Foto lånt fra topfoto.co.uk)
Citat, 1903 (1. løb):
I sådan et presserum går en del mennesker rundt og venter, mens en enkeltstart finder sted. Man sludrer, fortæller om, hvor dejligt det bliver at komme til Paris og derefter hjem, og der er en hyggelig stemning. Således også her i Saint-Etienne, hvor en ældre mand kom hen og slog et par brokker af sig på italiensk. Jeg er ikke god på det sprog, for nu at bruge en jysk underdrivelse. Men han kiggede også lidt på de forskellige bøger, jeg havde liggende, herunder ikke mindst min udgave af 'Le Tour', som han var meget interesseret i.
Lidt senere var jeg ude et øjeblik. Formentlig på toilettet eller efter kaffe. Da jeg vendte tilbage, var 'Le Tour' væk. Jeg så aldrig siden italieneren, men jeg har en klar mistanke om, at der i dag et sted i Italien befinder sig et eksemplar af Jakobsens bog - hos en mand, der i hvert fald ikke den gang var god til at tale og forstå dansk...
Citat, 1948:
Men hovedværket, både for ham og for dansk og international cykellitteratur, er 'Le Tour'. Den er hermed anbefalet uden forbehold.
(Mader)
Der er kun én anbefaling i dag, der er kun én bog at beskæftige sig med på hviledagen. Det er verdens bedste Tour de France-bog:
Joakim Jakobsen - Le Tour (Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år)
Nu er det næsten 10 år siden, at Joakim Jakobsen skitserede sin plan, da jeg en dag talte med ham. En bog om Tour'ens første 100 år, gennemgået sæson for sæson og af et betragteligt omfang.
Et par år senere udkom den så. En kleppert på mere end 700 sider, og angiveligt havde forlaget (Rosinante) været meget betænkelige ved at lade bogen vokse til så monstrøs en størrelse.
Men når man besidder Jakobsens grundighed, kan det ikke være anderledes. Og når man besidder Jakobsens sproglige elegance og mesterskab, er det som en luftig drøm skabt af fint kniplingsværk at synke ned i fortidens brutale excesser, og for blot at understrege min fuldstændig uforbeholdne anbefaling af denne bog følger her ikke ét, men flere citater fra forskellige af Tour'ens perioder.
Bogen udkom i 2004, hvilket besidder en egen barok munterhed - året før rundede Tour de France jo 100 år, og det havde måske været det naturlige udgivelsestidspunkt. Men en bog bør ikke udkomme, før den er klar til det, og det var 'Le Tour'; siden er den udkommet i opskrevne og aktualiserede versioner et par gange, men er tilsyneladende nu udsolgt fra forlaget.
Senest i 2013, når løb nummer 100 bliver skudt i gang, kunne man jo godt fra forlagets og forfatterens side overveje endnu en revision...
1903-vinder Maurice Garin (Foto lånt fra topfoto.co.uk)
Citat, 1903 (1. løb):
Frankrig var varmet op. Henri Desgrange skælvede på sit kontor, da de 60 ryttere gled ud på de seks etaper. Som Géo Lefèvre havde foreslået, var formatet overført fra de umådeligt populære seksdagesløb, men da ruten var på 2.428 kilometer, faldt etaperne i så store bidder, at hver eneste af dem i sig selv var et krævende cykelløb: 1. Paris-Lyon: 467 kilometer 2. Lyon-Marseille 374 kilometer 3. Marseille-Toulouse 423 kilometer 4. Toulouse-Bordeaux 268 kilometer 5. Bordeaux-Nantes 425 kilometer 6. Nantes-Paris 471 kilometer. Undervecjs fik de 60 ryttere selskab af 16 ryttere, såkaldte partiels, som kun kørte med på udvalgte etaper på hjemegnen.I øvrigt en sjov lille anekdote fra pressecentret. I 2005, mens vi sad og så på den afsluttende enkeltstart (De ved, den hvor Michael Rasmussen havde så uendeligt svært ved at holde sig i sadlen) sad jeg med opslagsbøger og avisudklip og andet stof og var i gang med at lave artikler til mandagsavisen (dette var en lørdag). Afsluttende, afrundende og opsummerende artikler om, hvordan dette års Tour havde været, og i sig selv et arbejde, der bare skulle overstås.
I sådan et presserum går en del mennesker rundt og venter, mens en enkeltstart finder sted. Man sludrer, fortæller om, hvor dejligt det bliver at komme til Paris og derefter hjem, og der er en hyggelig stemning. Således også her i Saint-Etienne, hvor en ældre mand kom hen og slog et par brokker af sig på italiensk. Jeg er ikke god på det sprog, for nu at bruge en jysk underdrivelse. Men han kiggede også lidt på de forskellige bøger, jeg havde liggende, herunder ikke mindst min udgave af 'Le Tour', som han var meget interesseret i.
Lidt senere var jeg ude et øjeblik. Formentlig på toilettet eller efter kaffe. Da jeg vendte tilbage, var 'Le Tour' væk. Jeg så aldrig siden italieneren, men jeg har en klar mistanke om, at der i dag et sted i Italien befinder sig et eksemplar af Jakobsens bog - hos en mand, der i hvert fald ikke den gang var god til at tale og forstå dansk...
Citat, 1948:
For at være på den sikre side sendte Gino Bartlai også telegram til paven og bad ham velsigne hele det italienske hold. Guddommelig rygdækning eller ej, Bartali vandt også etapen til Toulouse. Robic var bedste mand over højderne i Pyrenæerne, men bjergrytternes fordel blev neutraliseret på det lange stykke op til Toulouse, hvor Bartali endnu engang havde overskud til at sprinte først i mål.Citat, 1974:
(..)
Muligvis e historien gjort bedre af det kristelige partiapparat efter løbet, men Bartali kendte sin rolle. I Italien var han stadig en gud, og folk kyssede helt bogstaveligt den jord, han cyklede hen over, men et lands skæbne var alligevel en tung byrde at lægge på veteranens skuldre. Bartlai havde i det mindste sin højere magt at støtte sig til.
Starten gik i Brest på spidsen af Bretagne, og Merckx vandt sin fjerde Tour-prolog i de seneste fire starter. Alt i orden, same procedure as ever, og den gule trøje over hovedet. Men alene de 7,1 kilometer var ved at knække Merckx. "Efter prologen i Brest var linningen i mine shorts gennemvædet af blod. Og sådan blev det ved Tour'en igennem - nogle dage værre end andre - uden at mine rivaler anede noget som helst om det. Det var værst, når jeg skulle klatre. Den slags problemer er mentalt udmarvende, fordi man frygter, at det når som helst kan blive endnu værre," fortalte Eddy Merckx.Joakim Jakobsen har skrevet en række bøger om sport, og de er efter min opfattelse værd at læse - hver og én.
Årsagen til belgierens smerter var en kæmpebyld, som voksede frem i hans siddemuskulatur under Schweiz Rundt. Han blev opereret få uger før Tour-starten, og såret var slet ikke lægt endnu. Hans legeme skreg på ro. Det fik det dæleme ikke.
Men hovedværket, både for ham og for dansk og international cykellitteratur, er 'Le Tour'. Den er hermed anbefalet uden forbehold.
søndag den 17. juli 2011
Mad for Mark
Mader: "Her er Rolf! Han har sat sig forrest i grupettoen og styrer den nu sikkert op over bjerget. Rolf har altid et godt overblik i de situationer, der opstår i løbet."
Leth: "Ja, Rolf nyder stor respekt i feltet"
En del af tiden på TV2 lørdag blev brugt af de tre kommentatorer Dennis Ritter, Rolf Sørensen og - i særdeleshed - Jørgen Leth til at endevende situationen for de dårligste bjergryttere.
Man kunne selvfølgelig indvende, at i et professionelt cykelløb handler det om at komme først, og derfor er det uendelig ligegyldigt at beskæftige sig med taberne. Men sådan ser denne verbalekvilibristiske trio ikke på tingene, måtte man forstå.
Også i søndagens dækning af Tour de France bliver der - igen - brugt masser af plads på forholdene i grupettoen i almindelighed, og omkring Mark Cavendish i særdeleshed. Diskussionen går på, at Mark Cavendish ifølge nærmeste konkurrent til den grønne trøje, José Joaquin Rojas, holder fast i bilerne på vej op ad stigningerne og på den måde får, hvad man må betegne som 'motor-doping' som hjælp for at holde sig inde i løbet.
Når det er væsentligt lige i denne sammenhæng, handler det selvfølgelig om, at i dag køres en flad etape fra Limoux til Montpellier. 192,5 kilometer uden de store stigninger, og med en flad afslutning - det ligner mad for Mark Cavendish:
Leth: "Ja, Rolf nyder stor respekt i feltet"
En del af tiden på TV2 lørdag blev brugt af de tre kommentatorer Dennis Ritter, Rolf Sørensen og - i særdeleshed - Jørgen Leth til at endevende situationen for de dårligste bjergryttere.
Man kunne selvfølgelig indvende, at i et professionelt cykelløb handler det om at komme først, og derfor er det uendelig ligegyldigt at beskæftige sig med taberne. Men sådan ser denne verbalekvilibristiske trio ikke på tingene, måtte man forstå.
Også i søndagens dækning af Tour de France bliver der - igen - brugt masser af plads på forholdene i grupettoen i almindelighed, og omkring Mark Cavendish i særdeleshed. Diskussionen går på, at Mark Cavendish ifølge nærmeste konkurrent til den grønne trøje, José Joaquin Rojas, holder fast i bilerne på vej op ad stigningerne og på den måde får, hvad man må betegne som 'motor-doping' som hjælp for at holde sig inde i løbet.
Når det er væsentligt lige i denne sammenhæng, handler det selvfølgelig om, at i dag køres en flad etape fra Limoux til Montpellier. 192,5 kilometer uden de store stigninger, og med en flad afslutning - det ligner mad for Mark Cavendish:
Uforløsning
Denne etape er fyldt med oplysninger, fyldt med sandheder
(Mader)
Plateau de Beille leverede egentlig ikke mange svar i går. Tour de France's hidtil hårdeste og mest udfordrende etape - løbets 'dronninge-etape' er den blevet kaldt i det særlige sprog, som cykelsporten gør brug af, hvor der er referencer til kongelige og adelige i ét væk - sluttede dermed uforløst og med en næsten intakt favoritgruppe uden særlig store ridser i lakken.
Hvis man skal drage sandheder ud af etapen, skal man måske gå rytterne igennem én for én efter ranglisten:
1. Thomas Voeckler 61:04.10 timer
Den franske rytter er selvfølgelig løbets store overraskelse, og samtidig ham, der har allermest grund til at være tilfreds både efter Pyrenæerne i almindelighed, og Plateau de Beille i særdeleshed.
Voeckler ligner efterhånden en mand, der kan lande i top 5 uden problemer. Det var ikke ham, der var i vanskeligheder undervejs, og som man har set det i andre situationer, så øges hans holds kvaliteter også, jo længere hen i løbet vi kommer med ham i gult.
2. Fränk Schleck +1,49 min
Storebror brokkede sig efter etapen lørdag over, at de andre favoritter og medbejlere ikke havde leveret varen:
"Alle ventede i vores (Andys og Fränks, LW) baghjul," sagde han ifølge eksempelvis den udmærkede hjemmeside radsportnews.com.
Tjahhh, Fränk: Det kan jo skyldes, at når I sidder 2 fra samme hold, så vil initiativet i udpræget grad forventes at ligge hos jer. Det kan skyldes, at selv om du er nummer 2, og din bror er nummer 4 i klassementet lige nu, så regner jeres konkurrenter med, at I skal ud og finde endnu mere tid i forhold til dem, fordi I er så notorisk elendige til enkeltstart.
Schleck den ældre spillede ud en enkelt gang på den sidste stigning, men i modsætning til etapen til Luz-Ardiden torsdag virkede han ikke som en mand, der kunne gå ret meget dybere.
Og så synes jeg, det virker, som om han - og det gælder også lillebror - ikke tør rykke af hensyn til brormand. Deres hensyn til hinanden virkede i min optik lammende på lørdagens etape, og de burde udnytte hinandens tilstedeværelse til at levere en styrkedemonstration i stedet for.
3. Cadel Evans +2,06 min
Australiereren noterede efter etapen, at idet The Schlecks Inc. igen og igen kiggede på ham for at få ham til at trække, så gjorde de regning uden vært:
(Mader)
Plateau de Beille leverede egentlig ikke mange svar i går. Tour de France's hidtil hårdeste og mest udfordrende etape - løbets 'dronninge-etape' er den blevet kaldt i det særlige sprog, som cykelsporten gør brug af, hvor der er referencer til kongelige og adelige i ét væk - sluttede dermed uforløst og med en næsten intakt favoritgruppe uden særlig store ridser i lakken.
Hvis man skal drage sandheder ud af etapen, skal man måske gå rytterne igennem én for én efter ranglisten:
1. Thomas Voeckler 61:04.10 timer
Den franske rytter er selvfølgelig løbets store overraskelse, og samtidig ham, der har allermest grund til at være tilfreds både efter Pyrenæerne i almindelighed, og Plateau de Beille i særdeleshed.
Voeckler ligner efterhånden en mand, der kan lande i top 5 uden problemer. Det var ikke ham, der var i vanskeligheder undervejs, og som man har set det i andre situationer, så øges hans holds kvaliteter også, jo længere hen i løbet vi kommer med ham i gult.
2. Fränk Schleck +1,49 min
Storebror brokkede sig efter etapen lørdag over, at de andre favoritter og medbejlere ikke havde leveret varen:
"Alle ventede i vores (Andys og Fränks, LW) baghjul," sagde han ifølge eksempelvis den udmærkede hjemmeside radsportnews.com.
Tjahhh, Fränk: Det kan jo skyldes, at når I sidder 2 fra samme hold, så vil initiativet i udpræget grad forventes at ligge hos jer. Det kan skyldes, at selv om du er nummer 2, og din bror er nummer 4 i klassementet lige nu, så regner jeres konkurrenter med, at I skal ud og finde endnu mere tid i forhold til dem, fordi I er så notorisk elendige til enkeltstart.
Schleck den ældre spillede ud en enkelt gang på den sidste stigning, men i modsætning til etapen til Luz-Ardiden torsdag virkede han ikke som en mand, der kunne gå ret meget dybere.
Og så synes jeg, det virker, som om han - og det gælder også lillebror - ikke tør rykke af hensyn til brormand. Deres hensyn til hinanden virkede i min optik lammende på lørdagens etape, og de burde udnytte hinandens tilstedeværelse til at levere en styrkedemonstration i stedet for.
3. Cadel Evans +2,06 min
Australiereren noterede efter etapen, at idet The Schlecks Inc. igen og igen kiggede på ham for at få ham til at trække, så gjorde de regning uden vært:
Abonner på:
Opslag (Atom)