Dagen før dagen

La Vendée er stedet, hvor dette års Tour de France skydes i gang. Det smukke, småbrutale område i det vestlige Frankrig er dermed på samme tid genstand for global interesse i disse dage, og hjemsted for den hotel- og turistmæssigt tyndest befolkede del af Frankrig. Hvilket giver mediearbejderne en tung start på årets løb, for de har alt andet lige allerede nu brugt kreditkortene en hel del gange for at tanke diesel eller benzin på køretøjerne, fordi de har haft lang transport mellem deres midlertidige logier og det momentane pressecenter, der er banket op i Les Herbiers.
Transport er den uomgængelige del af Tour de France. Man kan sige, at det er hele løbets formål: Kom fra A til B i Frankrig på kortest tid - det er det konkrete indhold i selve sportskonkurrencen, og det er den udfordring, samtlige tusindvis af medfølgere i de kommende 3 uger skal arbejde med.

Tour de France arrangeres i år for 98. gang. Premieren fandt sted i 1903, og på grund af to verdenskrige har der været nogle ophold undervejs - i 2003 fejrede løbet således sit 100 års jubilæum i sin 90. udgave, og det giver jo anledning til endnu en fejring, når 2013 oprinder, og løbet skal køres for 100. gang.
Den tid, den glæde. Nu drejer det sig om 2011, og kendetegnende for langt de fleste af de seneste 20 års løb, så har optakten været koncentreret om løbets store favorit, en enkelt udfordrer og så en konstatering af, at der ikke er mange andre i spillet end disse to. I dette tilfælde drejer det sig om Alberto Contador og Andy Schleck, tidligere har det været for eksempel været Miguel Indurain/Claudio Chiapucci og Lance Armstrong/Jan Ullrich, der har indtaget disse roller.

Alt det sportslige kan jeg vende tilbage til senere, det bliver der masser af lejlighed til, når løbet først skydes i gang. Her til morgen har jeg funderet lidt over selve cirkuset, som det kommer til udtryk ved de grandiose indledende manøvrer i det, der i Tour-sammenhæng hedder 'Le Grand Départ' - den store afrejse.
Hvert år koncentrerer man de første etaper i et geografisk overskueligt område, og denne pakke sælger arrangørerne så til højestbydende region. Som på sin side til gengæld får mulighed for massiv omtale på den globale scene, som det hedder - hvilket jo er rigtig nok, al den stund, at for eksempel byen Les Herbiers i disse dage er indkorporeret i alle bylines og henvisninger fra diverse optakter fra de udsendte journalister på diverse medier i Tour de France.
I årevis var de driftige mennesker i Herning jo i aktion for at hente Tour-starten til den midtjyske by. Målet blev aldrig nået, men i foråret kunne de så til gengæld offentliggøre, at Giro d'Italia åbner ballet i Herning i 2012, og det smager jo altid lidt af fugl.
For at underbygge, at det er forsvarlig omgang med skattepengene - uanset om vi taler om en dansk, fransk, belgisk eller hollandsk by og region er dét jo en kendt disciplin for politikerne - forsyner såvel Tour-arrangørerne selv (ASO - Amaury Sports Organisation) som tv-stationer og forskellige interesseorganisationer derfor offentligheden med forskellige målinger af seertal, sponsor-kendskab og vurderinger af, om en investering i eksempelvis Le Grand Départ på sigt giver penge i kassen.

Helt konkret er La Vendée det i disse år mest brugte sted at starte Tour de France. Som den fremragende britiske journalist William Fotheringham beskriver, så er det 4. gang på 18 år, løbet tager afsæt i området, og han begrunder i en artikel fra forleden i online-udgaven af The Guardian, hvorfor det er sådan - det handler som så meget andet ikke kun om penge, men også om kammeratskab og forbindelser.
I sådan et spil har Herning jo ikke de helt store chancer. Og rent sportsligt er det også ganske velbegrundet at starte løbet i den hårde del af Frankrig; rent bortset fra, at Tour de France hvert andet år starter i Frankrig, og at det er sådan et år i år, så er de første etaper i 2011-udfordringerne også af en karakter, der sætter rytterne ganske hårdt under pres.
Men som nævnt: Mere om det senere i forløbet...

For medierne handler Tour de France også om at vinde. De skal være med, men de vil også gerne vinde - andele af tv-markedet, læsere, købere og brugere skal øges og være bedre end de umiddelbare konkurrenters, og derfor har de 10 år, hvor jeg var udsendt til arrangementet, også betegnet en markant stigning i antallet af udsendte reportere til le Tour.
Først og fremmest er det tv-stationerne, der har oprustet. Alene i Danmark sender både DR og TV2 masser af mandskab til Frankrig, og det samme gælder for de fleste af de lande, der har ryttere eller hold med i løbet, eller som har en historisk eller kulturelt betonet særlig interesse for Tour de France.
Vi så det med tysk tv. Da Jan Ullrich pludselig tonede frem, voksede interessen for cykelsport i broderlandet, og de store transportvogne med sendeudstyr blev sendt brummende ned ad Autobahn for at fange hvert øjeblik i de forventede stjernestunder, der som regel dog udviklede sig til dramafyldte nedture og kollektive skuffelser.
De amerikanske medier reagerede lige så, da Lance Armstrong tændte cykelfeberen. Og modsat er der en lang række lande, der hvert eneste år sender masser af mediearbejdere til Tour de France, uanset om der er toneangivende ryttere fra lokal- eller nationalområdet på landevejen eller ej.
Sådan var det i årevis med Luxembourg, der troligt sendte en pæn flok journalister afsted til Tour'en, selv om det var år og dag tilbage, at Charly Gaul havde vundet, og der ikke lige var udsigt til ny dominans fra repræsentanter fra det lille skatteparadis i midten af Europa.

Alle disse hundredvis af journalister, fotografer, tv-arbejdere, webskribenter og andre håndgangne mænd fra den såkaldt frie presse er samlet i Les Herbiers i disse dage.
Hvis det følger opskriften fra de foregående 10 år, så er de i et stort, lidt anonymt konferencecenter, hvor der onsdag-torsdag-fredag er afviklet masser af pressemøder, hvor der i en af de andre sale er et større område med udstillinger fra hovedsponsorerne for Tour de France, og hvor sportsdirektører, løbsorganisation, interessenter og medie-repræsentanter har holdt møder igen og igen i det samme tidsrum.
I aftes (torsdag) var den officielle præsentation, hvor hold og ryttere blev ført frem for et tusindtalligt publikum, og i morgen er det så alvor.
Inden da har jeg forhåbentlig præsenteret nogle af de formodede centrale aktører i de kommende 3 ugers løb. Håbet er, at jeg også hver dag vil forsøge at byde på etapens vinder, og dertil måske nogle anekdoter og erindringer om centrale spillere og bipersoner i det mest fascinerende sommercirkus, jeg nogen sinde (på godt og ondt) har oplevet:
Le Tour de France.