l'Alpe d'Huez

Hvornår mon han begynder at stramme sin mørke muskel?
(Jørn Mader)

Et engelsk udtryk for to sejre i træk er back-to-back, og det udtryk vil vi i eftermiddag se personificeret i Andy Schleck i Alperne.
Efter hans fornemme gevinst i går til Col du Galibier er der lagt op til en gentagelse, når rytterne skal i mål på l'Alpe d'Huez - det velnok bedst kendte etapemål i Tour de France og et sted, hvor store vindere har vundet store sejre gennem årene.
Men det er faktisk ikke så tit, at vinderen på l'Alpe d'Huez også har vundet samlet i Tour de France. Her er listen over de tidligere vindere, og den samlede og endelige vinder af løbet i parentes:

1952 - Fausto Coppi (Coppi)
1976 - Joop Zoetemelk (Lucien van Impe)
1977 - Hennie Kuiper (Bernard Thévenet)
1978 - Hennie Kuiper (Joop Zoetemelk)
1979/1 - Joaquim Agostinho
1979/2 - Joop Zoetemelk (Bernard Hinault)
1981 - Peter Winnen (Hinault)
1982 - Beat Breu (Hinault)
1983 - Peter Winnen (Laurent Fignon)
1984 - Luis Herrera (Fignon)
1986 - Bernard Hinault (Greg LeMond)
1987 - Federico Echave (Stephen Roche)
1988 - Steven Rooks (Pedro Delgado)
1989 - Gert-Jan Theunisse (LeMond)
1990 - Gianni Bugno (LeMond)
1991 - Gianni Bugno (Miguel Indurain)
1992 - Andrew Hampsten (Indurain)
1994 - Roberto Conti (Indurain)
1995 - Marco Pantani (Indurain)
1997 - Marco Pantani (Jan Ullrich)
1999 - Giuseppe Guerini (Lance Armstrong)
2001 - Lance Armstrong (Armstrong)
2003 - Iban Mayo (Armstrong)
2004 - Lance Armstrong (Armstrong) (NB: Enkeltstart)
2006 - Fränk Schleck (Oscar Pereiro Sio)
2008 - Carlos Sastre (Sastre)

Af listen er det også tydeligt, hvorfor man i årevis kaldte l'Alpe d'Huez for 'Hollænderbjerget' - det blev domineret af hollandske ryttere, og de orangeklædte fans bemægtigede sig bjergsiderne med autocampere, båthorn og fællessang på samme måde, som de spanske/baskiske fans 'sidder på' dele af Pyrenæerne.
Men selv om det at vinde på toppen ikke er en garanti for, at man også vinder samlet, så er det til gengæld fuldstændig sikkert, at man ikke kan tabe tid her til de andre klassementsryttere og vinde i Paris. Slet ikke i år, hvor der er tale om tredjesidste etape, og hvor kun enkeltstarten i morgen også har betydning for klassementets endelige dannelse.
Og med en kort, i Jørgen Leth-terminologi 'eksplosiv', etape på 109,5 kilometer er der baggrund for store aktioner.

Rutens profil er sådan:

 

Gentagelsen af Galibier-opstigningen, i dag dog fra den anden side i forhold til i går, bliver den krydrede forret til de 21 hårnålesving, der danner den bastante hovedret for i dag, og spørgsmålet er, hvem der har kræfter til desserten bestående af podiumshæder og kindkys?

Jeg tror, Andy Schleck gentager sin sejr fra i går. Ikke ved at køre væk på Galibier, for det er nedkørslen til Le Bourg d'Oisans for lang til - men ved at gentage Carlos Sastres nummer fra 2008; det var her, Fränk Schleck var i gult, og hvor Sastre var den eksklusive løjtnant, som stak i bunden af l'Alpe d'Huez. Da The Schlecks Inc. og de øvrige ryttere trillede over stregen på toppen, stod Carlos Sastre allerede i gult og vinkede til dem fra kindkysser-balkonen og havde vundet med et forspring på 2,03 minut - hvad der også illustrerer, at det er muligt at tage et stort hul på dette bjerg.

Spanieren udnyttede det samme moment, som Andy Schleck gjorde så flot i går - han stikker væk, og favoritterne kan ikke enes om, hvem der skal tage ansvaret for at iværksætte jagten på ham. Det gav resultat i går, det gav resultat i 2008, og det vil give resultat i dag.

Og hver gang er det udtænkt af Kim Andersen, sportsdirektøren og the Mastermind bag Luxembourg-succesen.

 

Andy Schleck er også nødt til at køre væk, for han kan ikke holde til at starte lørdag med mindre end et minuts forspring til Cadel Evans på enkeltstarten. Sådan har de fleste sagt det i de seneste dage, og det har været med henvisning til australierens fornemme kvaliteter på tidskørslen.

Men det er en sandhed med modifikationer, når man kommer så langt hen i et stort etapeløb. Hvilket kan ilustreres med et blik tilbage til for 3 år siden: I 2008 havde Sastre 1,34 til Evans før enkeltstarten, som var 53 kilometer fra Cerilly til Saint-Amand-Montrond og i profil lignede morgendagens en hel del.

Det fik dog ikke Evans til at udradere Sastre. Tværtimod tabte Carlos Sastre blot 29 sekunder til Cadel Evans ved den lejlighed, og jeg tror sådan set ikke, at Evans er blevet mærkbart stærkere på enkeltstarten siden dengang - og jeg tror heller ikke, at Andy Schleck er mærkbart dårligere på enkeltstarten i dag, end Carlos Sastre var i 2008.

Alt dette er jo bare spekulationer, som kan blive fejet af bordet i eftermiddag.

 

Alpens stigninger kommer i umage rytmer, og når man kører op gennem svingene, vil man opleve, at hvert sving nærmest er en elevatortur op til næste etage.

Profilen ser sådan her ud:

 

Det har været diskuteret mange gange, hvem der har været hurtigst på vejen op til toppen. Målinger af tiden er blevet vanskeliggjort ved, at målet ikke altid har været placeret samme sted, hvilket wikipedia-artiklen blandt andet gør rede for.

Det er samme sted, listen over de hurtigste er fundet:

1. 37,35 min - Marco Pantani (1997)

2. 37,36 - Lance Armstrong (2004)

3. 38,00 - Marco Pantani (1994)

4. 38,01 - Lance Armstrong (2001)

5. 38,04 - Marco Pantani (1995)

6. 38,23 - Jan Ullrich (1997)

7. 38,34 - Floyd Landis (2006)

8. 38,35 - Andreas Klöden (2006)

9. 38,37 - Jan Ullrich (2004)

10. 39,02 - Richard Virenque (1997)

11. 39,06 - Iban Mayo (2003)

12. 39,17 - Andreas Klöden (2004)

13. 39,21 - Jose Azevedo (2004)

14. 39,28 - Miguel Indurain (1995)

15. 39,28 - Alex Zülle (1995)

16. 39,30 - Bjarne Riis (1995)

17. 39,31 - Carlos Sastre (2008)

18. 39,44 - Gianni Bugno (1991)

19. 39,45 - Miguel Indurain (1991)

20. 40,00 - Jan Ullrich (2001)

21. 40,46 - Fränk Schleck (2006)

22. 40,51 - Alexandre Vinokourov (2003)

23. 41,18 - Lance Armstrong (2003)

24. 41,50 - Laurent Fignon (1989)

25. 41,50 - Luis Herrera (1987)

26. 42,15 - Pedro Delgado (1989)

27. 45,20 - Gert-Jan Theunisse (1989)

28. 45,22 - Fausto Coppi (1952)

29. 48,00 - Greg Lemond (1986)

30. 48,00 - Bernard Hinault (1986)

Om ikke andet kan man af listen tydeligt se, at træningsmetoderne - og udbyttet af disse - syntes at undergå en forandring og forbedring fra slutningen af 1980erne og et årti frem...

Dagens favorit: Andy Schleck
Dagens outsider: Cadel Evans
Dagens frække: Samuel Sanchez