Overskriften er så nogenlunde den danske oversættelse af dagens tekst på l'Équipes hjemmeside, og de mange bakkede og knoldede kilometer, der venter feltet i Massif Central er som skabt til et langt - og succesrigt? - udbrud.
Her er et klip med en overflyvning af dagens udfordringer:
På sin vis minder ruten en hel del om den etape (9.), som Michael Rasmussen vandt i 2005 - mange stigninger, men også en indkøring til mål, hvor det høj grad handler om at kunne sætte et højt tempo og holde hovedfeltet væk.
Den gang kunne Rasmussen klare det alene, selv om han havde Jens Voigt og Christophe Moreau jagtende efter sig, hvilket var særdeles bemærkelsesværdigt - og måske et udtryk for, at Rasmussen allerede den gang trænede for sig selv på hemmelige steder?
Spøg til side. Dagens etape kunne godt udvikle sig på samme måde som søndagsetapen i 2005, som man kan se et sammendrag af her:
I dag er bjergene knap så høje som for 6 år siden. Men der er så mange udfordringer i vente, at rytterne vil vente på startsignalet, som bissende køer bag hegnet ud til den første friske forårsmark med dugvådt græs. Og i særdeleshed er der ved at være bygget forventninger op til, at en franskmand skal vinde en etape og gøre en stor figur. Ingen af etaperne er nemlig endnu vundet af en repræsentant for værtsnationen.
Historien om Tour de France gennem de seneste 27 år er at sammenligne med briternes i tennis omkring Wimbledon. Siden Bernard Hinault, som jeg skrev om forleden i indlægget 'Le Blaireau d'Yffiniac', vandt i 1985, har ingen franskmand sejret på hjemmebanen. Det har alt overvejende været spansk og amerikansk domineret, med enkelte eksotiske afstikkere til Danmark, Tyskland og Irland, for nu at tage de i cykelmæssig sammenhæng og for en traditionsbevidst franskmand mest mærkværdige sejrslande.
Og hvert eneste år kan man læse begrædelige reportager i de franske aviser. Om hvor meget de andre landes ryttere doper sig, mens franskmændene er rene som engle. Om hvordan talentplejen i fransk cykelsport lader meget tilbage at ønske. Og om, hvordan alting var bedre i gamle dage.
Og det afføder et pres undervejs i enhver Tour de France på de franske deltagere. Nu må de da for fanden i det mindste kunne sikre en storslået etapesejr.
Det var efter min opfattelse en af de væsentligste årsager til, at Richard Virenque i årevis var elsket og tiljublet af masserne. Det var jo ikke, fordi franskmændene ikke kunne se, at her var en lille mand i en endnu mere splejset fremtoning, og det var jo heller ikke, fordi de ved at klappe af Virenque pludselig tolererede doping i cykelsporten - de drømte bare om, at han kunne løfte landets mindreværdskompleks i Tour-sammenhængen over på historiens losseplads.
Det lykkedes hverken ham eller lamaen Moreau - der en gang spyttede på nogle fotografer for ligesom at erindre dem og pressens gentlemen om, at de havde været for nærgående til monsieur Moreaus smag, da de spurgte ind til hans rolle i Festina-sagen i 1998 - at løfte arven efter Hinault.
Det gælder også Thomas Voeckler, der i dag indtager den naturlige position som folkets yndling, når han laver sine chancebetonede angreb. Og Rémy Di Gregorio, der i flere år har været det store talent i fransk cykelsport ud i kunsten at bestige bjerge, er efterhånden også nået til en alder, hvor han ikke længere kan nøjes med betegnelsen 'talent'.
Det korte af det lange: I dag er dagen, hvor vi vil se franske angreb. Vi er tilmed i det franske heartland, og på en søndag med stigninger er der i den grad dækket op med baguettes, rødvin, parasoller og biler langs vejene i hundredtusindtal.
Derfor er dagens tre bud alle franske. Det kan virke helt ulogisk, set i relation til løbets udvikling som sådan, men ved at lade et udbrud køre kontrolleret vil feltets bestemmende hold - og det ser i øvrigt efter min mening lige nu ud til at være Leopard-Trek, der har dirigentstokken - kunne lade de store aktører få en forholdsvis rolig dag.
Hvad der i øvrigt taler for en gentagelse af 'Rasmussen-nummeret' fra 2005 er, at i morgen er det hviledag. Sådan var det også dengang...
Til slut et par ord om Thor Hushovd. Allerede i starten af ugen gav jeg udtryk for, at han hurtigt ville miste trøjen. På Mur de Bretagne, eller på en af de senere etaper. I går var jeg overbevist om, at det måtte være slut. Men da etapen var i gang, var det imponerende at se Oksen fra Grimstad hage sig fast i førerfeltet, og det er fuldstændig fortjent, at Hushovd får masser af anerkendelse fra alle sider for sin kørsel i den første uge.
Norge har jo i det hele taget stået for bragende god underholdning i den første fase af Tour'en, og så lad gå med, at de ikke har humor...
Dagens favorit: Thomas Voeckler
Dagens outsider: Rémy Di Gregorio
Dagens frække: Christophe Riblon
Ingen kommentarer:
Send en kommentar