Med det som udgangspunkt skrev Jørgen Leth en gang en slags antologi over sine mange års oplevelser med Tour de France. Jeg vender tilbage til det hen over weekenden, når næste afsnit af 'Det rullende bibliotek' bliver ført hen over scenen, men bogen ser i hvert fald sådan her ud, og hvis man kan lide Jørgen Leths episk malende tone på TV2, er der intet at betænke sig på - lån den, køb den eller læs den hos din nabo:
I bogen fortæller Leth i virkeligheden, som så mange andre før og efter ham, om de netværk, der findes i international cykelsport, men som først for alvor blev problematiseret, da diverse dopingskandaler begyndte at rulle i slutningen af 1990'erne og frem.
Inden da var der i højere grad tale om betragtninger, og her strejfer Leth fint rundt om de miljøer, de professionelle ryttere cirklede i. Miljøer, der i høj grad har at gøre med, hvor de bosætter sig - vi ved som danske fans og betragtere godt, at der findes en slags cykel-koloni i og omkring Lucca i Toscana, og at der er en masse prof-ryttere bosat i Luxembourg.
På samme måde var der på et tidspunkt rigtig mange amerikanske og danske ryttere samlet omkring den spanske by Girona - den mest prominente af disse ryttere var Lance Armstrong, men han fandt senere andre 'græsgange'.
Det er naturligvis fortsat sådan. Når vi kigger på Tour-feltet 2011, kan vi se de mange hold, og de er nemme (sådan da...) at adskille, fordi de kører i forskellige trøjer og trikot'er (sådan da...).
Hvad vi ikke kan se, er, at mange af rytterne på kryds og tværs er træningskammerater. Netop fordi de bor i samme område, vil vi ofte kunne se folk fra stærkt konkurrerende hold træne jævnligt sammen, og det er der i udgangspunktet ingen i cykelsporten, der finder mærkeligt.
Andre vil have sammenfaldende interesser, fordi de deler trænere og rådgivere. For nogle år siden, da Opéracion Puerto eksploderede op i hovederne på cykelfans verden over, besluttede flere hold, at nu måtte det være slut med disse eksterne og private trænere og vejledere, og eksempelvis tog Bjarne Riis den tunge beslutning at bede sine ryttere om ikke at søge hjælp hos Luigi Cecchini.
Når jeg karakteriserer den beslutning som tung, er det alene fordi Riis ofte selv har fortalt, hvordan han har været meget tæt knyttet til Cecchini. Den italienske læge, dr.med, har i sine mange år i cykelsporten jo i øvrigt været et af symbolerne på en person, der knytter rytterne sammen om sig i andre netværk - listen over de ryttere, Cecchini har hjulpet i årenes løb, er alenlang og omfatter blandt andet Riis selv, Rolf Sørensen, Ivan Basso, Jan Ullrich og Fabian Cancellara.
I forbindelse med en træningslejr for Riis' hold, som jeg i sin tid - jeg mener det må have været i 2004 eller 2005 - var nede at dække i en italiensk badeby (Lido di Camaiore), viste det sig senere, at mens CSC-truppen boede på et stort, vintertomt hotel, så havde Cecchini lige bag hotellet en privat lejlighed, hvor han ofte superviserede rytterne.
Og en mand som Matti Breschel, der var en af de yngste af Cecchinis elever, trænede ofte sammen med Rabobank-talentet Thomas Dekker, som siden blev taget for doping. Breschel og Dekker var rigtig gode venner den gang.
Men i dag skulle Luigi Cecchini ifølge både eget og andres udsagn ikke længere være aktiv som træner. Alle hans klienter har i øvrigt til enhver tid fastholdt, at Cecchini intet har haft med doping at gøre, og han fremdrages da også her udelukkende for at demonstrere båndene på tværs.
Og at sådanne bånd ikke er nedlagt, blot fordi Luigi Cecchini har hængt stetoskopet og blodtryksmåleren til hvile bag døren til sin konsultation, er der masser af beviser på i Tour de France 2011.
Ud over de geografisk bestemte er der jo også de traditionsbevidste. Ryttere, der kører sammen og swinger godt sammen i nogle år på det ene hold, holder jo ikke op med at være gode kammerater, blot fordi de året efter kører for konkurrerende hold, og de kan sagtens finde på at træne sammen - også fordi der ikke er den helt store forskel på træningen på de forskellige hold.
Lægerne findes skam også endnu. De har bare, formentlig belært af førnævnte Opéracion Puerto og dønningerne efter den, lært sig at gå endnu mere stille med dørene. Måske er de også hjulpet af, at pressen trods alt ikke længere, nu hvor der er gået 5 år siden Puerto og 13 år siden Festina-sagen - og nu hvor Lance Armstrong og hans læge, Michele Ferrari, heller ikke er så spændende længere, fordi Armstrong er stoppet - interesserer sig lige så meget for deres tilstedeværelse som før.
Det problematiseres for eksempel ikke, at en italiensk læge står bag nogle af de skarpeste bejlere til Tour-titlen. Hverken i forhold til at tjekke lægen for doping-mistanke, eller i forhold til det vel ret beset noget besynderlige forhold, at to konkurrenter har samme preparatore?
Der er tale om Dr. Andrea Morelli, som er chef for den biomekaniske afdeling på Mapei Sport Centro Ricerche, hvor man siden 1996 har arbejdet på videnskabelig basis med træning af topatleter, i særdeleshed cykelryttere.
Centret blev grundlagt af Dr. Aldo Sassi, som i december sidste år døde i en alder af 51 af cancer i hjernen. Sassi har i sin karriere været træner for ryttere som Francesco Moser, som han bistod frem mod dennes time-verdensrekord i 1984, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke.
Sassi har (som alle de andre italienske læger, og dermed gør man sig jo alene ud fra dén notering skyldig i en eller anden grad af fordomstænkning eller bias) kraftigt benægtet nogen sinde at have haft noget med doping at gøre. Hans eftermæle bliver da også pudset og plejet af hans tidligere elever, som i dag trænes af Dr. Morelli.
Det drejer sig i dette års Tour de France først og fremmest om Ivan Basso og Cadel Evans. De to, der i de kommende dage vil være skarpe konkurrenter, modtager råd, træningsvejledning og inputs fra den samme person.
Ifølge Mapei-instituttets hjemmeside er man her også vejleder for det russiskbaserede hold Katusha. Og helt muntert bliver det, når man kigger på den nyligste fortid.
For i februar blev en anden af Mapei-lægernes protegé nemlig indlagt på et sygehus i alvorlig livsfare. Og det forlød, da livet var reddet på den unge mand, at han havde forsøgt at bloddope sig selv. Hvad Dr. Morelli naturligvis lagde al mulig afstand til kunne være tilfældet.
Det betød i hvert fald, at instituttets nyeste klient (igen) fik en dopingsag på halsen. Riccardo Ricco er i dag ikke længere klient hos Mapei.
Det er til gengæld ikke, fordi de italienske specialister har nogle fordomme omkring deres klienters fortid. Således har både den nu afdøde Vandenbroucke, Ivan Basso og en tredje af de nyere kunder i butikken, den tidligere Astana-rytter Thomas Frei, haft dopingsager på halsen, og de har henvendt sig til Mapei i deres karantæneperioder.
Den slags netværk, hvor rytterne deler trænere og vejledere på kryds og tværs af holdene, er knap så synlige og beskrevne som de øvrige netværk under Tour de France.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar