Det storslåede angreb

Og Zabel, og jeg skal hilse og sige, at han har en rigtig blondine som kone
(Jeg har fået et link til Mader-/Leth-citater og kan af en eller anden grund godt li' det her..)

Luz-Ardiden har ikke været på Tour-programmet siden 2003. Det er derfor med stor forventning, man imødeser dagens etape.
7 gange har der været mål på toppen, og sejrherrerne repræsenterer masser af kvalitet og storhed:
1985 - Pedro Delgado, Spanien
1987 - Dag-Otto Lauritzen, Norge
1988 - Laudelino Cubino, Spanien
1990 - Miguel Indurain, Spanien
1994 - Richard Virenque, Frankrig
2001 - Roberto Laiseka, Spanien
2003 - Lance Armstrong, USA
Det er noget af en kongerække, og når man så lægger til, at i år skal feltet ikke blot op ad de 10 kilometers serpentinervej til Luz-Ardiden, men også på vejen op over kategori 1-stigningen Hourquette d'Ancizan, der er med i løbet for første gang, og op over Col du Tourmalet, et bjerg uden for kategori lige som Luz-Ardiden, så er der altså lagt i kakkelovnen til en prøvelse af de helt store.

I særdeleshed er der grund til lige at fæstne et par ord på 1987-udgaven, som norske Dag-Otto Lauritzen vandt. Min gode kollega Niels Chr. Jung uploader jævnligt fotos fra sceneriet bag om Tour de France, og han tog forleden dette af den nu let grånende nordmand:

(Foto: Niels Chr. Jung)
I billedteksten skriver Jung:

Cykleekspert på TV2 Norge, tidligere faldskærmsjæger, tidligere pro på bla TVM og Seven Eleven: Dag Otto Lauridsen. Ved dagens start. Torsdag den 7. juli 2011. Altid smilende. Nogle gange bekymret for den lidt kritiske journalistik i DK. Under Touren tester han en ny prototype af Scott, som kommer på markedet næste år. Og så er han også ved at søsætte en ny tøjkollektion: DO2. Og så er han ejendomsmægler. En driftig herre.

1987-udgaven var den hidtil mest internationale, og det løb, hvormed Tour-ledelsen for alvor signalerede, at nu ville man globalisere løbet. Det startede i Østberlin (ja, det var dengang) 1. juli, og ruten førte gennem Bundesrepublik Deutschland til Frankrig. Samlet blev det så ovenikøbet for første gang vundet af en irer i form af Stephen Roche, så der var et helt andet snit over Tour de France det år efter de mange år, hvor den franske selvfedme næsten ingen grænser ville tage i skikkelse af Bernard Thévenet, Bernard Hinault og Laurent Fignon.

16 år senere, i 2003, skulle feltet igen til Luz-Ardiden. 3 år i træk havde Lance Armstrong vundet Tour de France, men få dage før denne etape havde han vist svaghedstegn som sjældent før set. Eller rettere: Jan Ullrich havde vist en styrke over for Armstrong, som man faktisk aldrig så hverken før eller siden 2003.
På en enkeltstart med mål i Cap Découverte tog han over 47 kilometer 1 minut og 36 sekunder på Armstrong, og det var en nedsabling, som blev set på med lige dele vantro, chok og fryd i pressecentret.
Og på etapen fra Bagnères-de-Bigorre til Luz-Ardiden skulle feltet ud på 159,5 kilometer, og akkurat som i dag var det med en kategori 1-stigning (Col d'Aspin) som appetitvækker, og herefter 2 bjerge uden for kategori - Tourmalet og Ardiden.
Det var åbenlyst, at hvis Jan Ullrich skulle demontere Armstrong og tage sejren i Paris, skulle det ske på denne nøgleetape. Og det var åbenlyst, at skulle det lykkes, skulle Ullrich køre hårdt på og langt ude fra. Han skulle etablere angrebet på Tourmalet.
Men Jan Ullrich var i det velkendte ubeslutsomme hjørne, og da endelig løbet blev åbnet - efter Armstrongs kollision med en tilskuer i bunden af Luz-Ardiden - var det amerikaneren, der var stærkest. Han vandt på bjerget med 40 sekunders forspring til en duo i form af Iban Mayo og Ullrich, og det afgjorde reelt dét års Tour de France.

Når man se ser på, hvad der er i vente i dag, er det relevant at kigge på 2003. Hvis Alberto Contador skal nedbrydes, skal det ske fra første færd, og her må The Schlecks Inc. følge den opskrift, Ullrich ikke tog i anvendelse: Isolere modparten og angribe på Tourmalet. Eventuelt i form af en stedfortræder, og her er Leopard-Trek fuldstændig fantastisk klædt på i form af Jakob Fuglsang.
Cadel Evans vil kunne køre Zülle-stilen og blot hænge på, for han er i den grad i baghånd i disse dage og kan tillade sig at køre den defensivt. Og Ivan Basso vil formentlig i dag skulle vænne sig til, at nu går det opad, og først om nogle dage være i stand til at lægge pres på.

Så er der de mere løsgående missiler i feltet. Jeg har et særligt øje for Astanas franske bjergrytter Rémy di Gregorio, som ikke længere har en bunden opgave for Alexandre Vinokourov, og som omvendt er så langt væk fra spidsen, at han sagtens kunne tænkes at bruge dagen i dag på at lancere et storslået ridt med tredobbelt formål: At bringe ham en smuk etapesejr i hænde, at nærme ham toppen af klassementet, og at give ham det bedst mulige udgangspunkt for at tage den prikkede bjergtrøje i dette års Tour.
Andre i feltet har lignende mulighed for mission. Den unge Sky-rytter Rigoberto Uran er en kandidat, og så skal man nok ikke afskrive muligheden for, at Johnny Hoogerland har fået smag for at køre i prikket.

Et andet af dagens store spørgsmål er naturligvis, om Alberto Contador har holdet på plads i bjergene. Det har jo ikke været tilfældet i første halvdel af Tour'en, hvor han var overladt til sig selv ikke bare i forbindelse med at skulle hente feltet efter styrt og uheld, men han var også synligt alene, når man så oversigtsbilleder af feltet fra helikopter-kameraerne.

Dagens favorit: Andy Schleck
Dagens outsider: Alberto Contador
Dagens frække: Rémy di Gregorio