Et rullende bibliotek 1

Til en regnvejrsdag og sort skærm?

Gennem årene har jeg samlet masser af bøger om cykling. Sågar har jeg også selv bidraget til bibliotekernes hylder med et et par stykker, men dem har jeg nu i den her sammenhæng tænkt mig at gå let hen over.
Derimod syntes jeg, det måske kunne være interessant, om jeg hen over nogle bidrag beskrev en række af bøgerne. En lang række af dem er rigtig interessante, velskrevne og fortæller cykelsportens store aktørers historier; andre er væsentlige, fordi de går i dybden med et særligt emne - og så er der de mere renlivede fan-bøger og selvbiografier.
Det er ikke et forsøg på anmeldelse, men der vil nok optræde noget, der kan minde om vurderinger og en kritisk stillingtagen til bøgerne.
Jeg har ikke undersøgt, hvor mange af bøgerne, der endnu kan købes. De danske kan formentlig stadig lånes på bibliotekerne, og nogle vil være til salg endnu i butikker, boghandler, supermarkeder, døgnkiosker og tankstationer, hvor man jo nutildags kan købe alt mellem himmel og jord...

Paul Kimmage - Rough Ride




Den irske cykelrytter Paul Kimmage skrev i 1990 bogen om sine oplevelser som rytter i den professionelle peloton, hvor han blandt andet deltog i Tour de France. Bogen er i dag primært omtalt og kendt for sin beskrivelse af fænomenet doping i cykelsport.
Men læser man den i dag, så er den også interessant, fordi den beskriver et billede af livet som prof-rytter i en tid, hvor der slet slet ikke var den glamour omkring sporten, som der - trods det barske håndværk - er i dag.

Citat:

It was during my first Tour de France in July 1986 that I faced the dilemma which would scar my professional life. Although I had witnessed abuse of drugs on a number of occasions after joining the professionals, I tried to block out the fact that you could break the rules in this sport and get away with it. For six months I convinced myself that I could still reach the summit without recourse to a syringe, but everything changed during that first Tour de France. For eight days the race was everything I had envisaged in childhood: I was the best-placed rider on the team and performing better than at any other stage in my life. But then, on the ninth day, I was knackered. My batteries went completely flat. With fourteen stages still to race, I had a decision to make. A big decision. The biggest decision of my life. Did I want them re-charged?

William Fotheringham - Put me back on my bike (In search of Tom Simpson)
Britiske Fotheringham er en fremragende journalist og forfatter. Han skriver for guardian.co.uk, og han skriver bøger om cykelsporten og har dækket Tour de France omkring 20 gange.
Det engelske sprog er utrolig rart at læse og meget nemt at forme, og derfor opleves bogen her som ualmindelig velskrevet. Fotheringham er gået på jagt efter sandheden om Tom Simpson, som var en af 1960ernes største cykelryttere - han var verdensmester, vandt klassikere og var en legendarisk rytter, der absolut ikke skånede hverken sig selv eller sine konkurrenter.
Men han er kendt som manden, der døde af udmattelse og doping på Mont Ventoux i 1967. Som sådan er han blevet et ikon, men der er meget mere til fortællingen om Simpson.
Det afdækker Fotheringham på forbilledlig journalistisk graver-maner og med stor og fin fornemmelse for hovedpersonens sind og psyke. Bogen er et fantastisk dyk ned i en tid, da cykelrytterne nok var stjerner, men også var langt mere overladt til sig selv med alt, hvad det indebærer af engle og dæmoner, end de er i dag.

Citat:

Simpson's dying actually began during the first Alpine stage three days before his collapse. Here he showed the first signs of gastric trouble, when Harry Hall had to clean his diarrhoea-spattered bike and when Colin Lewis and Vin Denson had to try to make him eat. Vomiting and diarrhoea involve considerable considerable fluid loss from the body, causin the depletion of vital electrolytes which assist the body in functioning normally. The only cure is rest, accompanied by regular intake of fluids and minerals to restore the balance.
Rest has never been available in any great quantity on the Tour and, in the 1960s, liquid replacement was at a primitive stage.

Matt Rendell - The death of Marco Pantani


Det her er måske den bedste cykel-biografi, jeg har læst. Da jeg gik i gang med den, tænkte jeg, at Matt Rendell ikke kunne fortælle noget nyt, for jeg havde jo dækket cykelsport i årevis, og herunder ikke mindst den mytologiske skikkelse Pantani med alt, hvad det indebar - hans liv, hans doping, hans kæreste, hans karriere, hans sejre, hans nederlag og til slut hans død.
Men Matt Rendell har dykket dybt i alle kilder, der kendte noget til Pantani. Han har været tilbage i barndommens land, han har interviewet stort set alle, der havde en finger med i spillet omkring Pantanis karriere - og, ikke mindst, hans nedtur og død - og han formår at skildre Pantani som et helt menneske i al sin isolation.
Læg i den forbindelse især mærke til bogens titel. 'Marco Pantanis død' er et helt andet udgangspunkt, end hvis den havde heddet 'Marco Pantanis liv'.

Citat:

Nothing more was heard of Marco until 5.30 p.m., after the change of receptionists, when Pietro Buccellato went up and knocked insistently on the door. There was no reply, and none to Buccellato's repeated telephone calls. The owner called again and, this time insisted. At 8.45 p.m. Buccellato took up two towels. He turned the key and forced back the furniture piled up behind the door. He found Marco dead beside the bed in a pool of blood. This time he'd gone too far; from this selfmutilation, this shedding of worldly things, even Marco's indestructible heart couldn't bring him back.

Jeremy Whittle - Bad Blood (The secret Life of the Tour de France)


Den britiske journalist Jeremy Whittle dækker ikke længere cykelsport, og denne bog kan i høj grad ses som en slags testamente eller personlig erindring over, hvad han har oplevet i sine 20 år som reporter.
I den forbindelse skal det med, at i England er professionel cykelsport - trods ovennævnte Tom Simpson - en sport, der i virkeligheden først i de seneste år for alvor har fået massernes interesse. Dermed er den britiske journalistik også fokuseret et andet sted end de europæiske fastlandes, der i 1990erne og starten af 2000erne drejede sig rigtig meget om doping.
Dét gør Whittle på velskrevet og underholdende vis op med. Bogen fortæller måske ikke en dansk læser så meget nyt, men den fortæller os en masse om cykelsporten og den fungerer fint som basis-leksikon i de mørkere dele af cyklingen.

Citat:

Pantani was a flagbearer for the riders of what became known as Generation EPO, an elite class of cheats that included many of the highest earners of the time. Some of them could handle the day-to-day doping rituals - others, like Pantani, couldn't.
One of those who could handle it and who used it to his advantage, was Bjarne Riis. The Dane was one of a growing number of riders whi headed to the heartland of Lombardy and Tuscany. Many of them, after years of anonymity and isolation, were hungry for success; riding for Italian teams soon sated their appetite. To achieve this success they wholly embraced the Italian philosophy of cycling. And because of that, their careers trace a shady path, too many doctors, too many allegations, too many tales of soaring haematocrits - and in Riis' case, a banal confession, ten years after the event, of everyday doping to win the Tour de France.

(forts.)....