lørdag den 2. juli 2011

Allons enfants!

Folk med en god Tour-hukommelse kan huske, hvordan kaos opstod i 1999 på Tour'ens anden etape, da det farvestrålende felt under en forventet nem etape skulle over Passage du Gois. Den klinke- og brostensbelagte vej blev til et ragnarok af uforudsigelighed, og et styrt resulterede i, at feltet brækkede midt over.
Helt indlysende, set i relation til hans karriere, var Lance Armstrong ved den lejlighed blandt de forreste og blev ikke forsinket, mens løbets egentlige favorit, Alex Zülle, blev sat betragteligt tilbage og her led sit første knæk på vejen mod andenpladsen i Paris.

I dag starter etapen i Fromentine, og départ reel går ved Passage du Gois klokken 13.05. Man skal ikke forvente en gentagelse af scenerne fra '99 (billederne ovenfor (det sker for alvor cirka 2:20 inde i videoen..), men lad dem ved indledningen til dette års Tour tjene til erindring af, at intet i et cykelløb af den her karakter kan tages for givet - det gælder i særdeleshed de store forhåndsfavoritter...
Etapen i dag er ikke nogen typisk start for Tour de France. Den betyder, at schweizeren Fabian Cancellara allerede har erklæret, at for ham er dette års løb ikke noget personligt mål, idet han ikke kan gentage de seneste års nummer ved at vinde prologen og gå i gult i den første uge. Den normale prolog, der sandt at sige også godt kan føles i retning af ingenting og festfyld, når man nu er angrebsklar i sofaen for at få løbet skudt i gang, er nemlig fjernet i år, og der er dømt rigtigt væddeløb lige fra starten.
Vinden bliver nøglen i dag, og de to storsatsende hold Leopard-Trek og Saxo Bank-Sungard skal ingen vegne, så de 191,5 kilometer er lagt til rette for specialisterne. I særdeleshed holder vi alle øje med Philippe Gilbert og Thor Hushovd, men mon ikke sprinterne vil holde det så samlet som muligt i håbet om at se hardhitteren Cavendish eller den blødøjede Alessandro Petacchi gøre sig.

Typisk for disse indledende dage i et Tour de France kan vi selvfølgelig forvente at se alle 198 ryttere topspændte og aggressive. I alle årene, hvor jeg har dækket løbet, har det været den faste debutantoplevelse at bemærke, hvor helt anderledes dette løb er i forhold til alle andre.
Det var jo også det, der i 1999 var med til at forstærke kaos på anden etape.

Dagens bud: Philippe Gilbert
Dagens outsider: Tom Boonen
Dagens frække: Thomas Voeckler

Ingen kommentarer:

Send en kommentar