lørdag den 16. juli 2011

Den største dag

Hvorfor er en kilometer så meget længere når den går på skrå?(Jørn Mader)

Og det kan godt være, at solen skinner. Det kan godt være, man har fået sommerferie. Og det kan sagtens være, at børnene skriger, konen brokker sig, træværket mangler maling, og stranden venter på besøg.
Men det er en af de store dage i Tour de France 2011, og jeg kan bare sige for mit eget vedkommende, at sådan en dag har jeg egentlig længtes efter i årevis.
For i alle de år, jeg dækkede løbet som udsendt reporter, var der jo ikke på samme måde tid til at nyde løbet. Hele tiden analyserende og tolkende ud fra, hvad der skulle i avisen i morgen - eller på nettet om et øjeblik - og uden den helt samme ro til at se og bare tage ind og nyde, hvad der sker.
Så det ser jeg frem til. Fjernsynet er tændt, og eftermiddagen er sat af.

Here comes the sun...


Nu kommer så det store spørgsmål: Hvad pokker vil der egentlig ske?
Jeg er næsten sikker på, at både Evans og The Schlecks Inc. vil forsøge at gøre løbet så hårdt som overhovedet muligt for Alberto Contador. Spanieren skal knækkes, og det skal ske i dag. Det må være målet for både BMC og Leopard-Trek - el Pistolero har vist svaghedstegn, og som en gnu på savannen i hyænernes flok skiller han sig nu ud fra de øvrige favoritter.
Mon ikke vi vil se en gentagelse af opskriften fra forleden, hvor Leopard-Trek gjorde løbet hårdt for de andre - men pludselig også mest for sig selv, da både Linus Gerdemann og Jakob Fuglsang ikke havde benene, og så var brødrene isoleret i front.
Det vil luxembourgerne råde bod på i dag. Eller forsøge at gøre det. Og så har vi jo set, at Ivan Basso måske råder over den fineste edel-Hilfer i feltet i skikkelse af Sylvester Szmyd - han bliver givetvis sat ind af Liquigas, når Basso skal spille ud.

Ruten ser sådan her ud i profil i dag:

1 kommentar:

  1. Tak for en fantastisk blog med skarpe, reflekterede indlæg. Det er en nydelse at være læser, når både det sproglige og faglige niveau er så højt!

    Angående dagens etape - så har jeg personligt Contador som favorit. Ved godt han viste svaghedstegn i forgårs, så nu er han endnu mere presset. Det tror jeg vil vise sig at være en styrke i dag, hvor hver mand skal grave dybt. Men vi er alle meget klogere om nogle timer :-)

    SvarSlet