søndag den 10. juli 2011

Om solidaritet, individualisme og underkastelse i professionel cykelsport

© SportsAgency.dk
(Foto: Sportsagency)

Dette foto er illustrativt for dette års Tour de France, i særdeleshed set med 'danske' øjne. I særdeleshed set med blik for det Lyngby-baserede cykelhold Saxo Bank-Sungard. Og i helt overvældende grad for vurderingen af, om dette års løb vindes af Alberto Contador eller Andy Schleck eller Cadel Evans.
Billedet kan ikke være fremmed for Tour-seere. Det er taget, da Alexandre Vinokourov bæres ud af dette års Tour de France - og formentlig samtidig slutter sin Tour-historie, der har været så rig på mindeværdige momenter i enhver forståelse af begrebet.

Et par ord om 'Vino' først: Forleden lagde jeg mærke til, at Rolf Sørensen, Dennis Ritter og Jørgen Leth i deres måde at tale om kasakhstaneren om gjorde brug af vendinger som, at han er 'direktøren for det hele' på Astana. Det er ikke i følgebilen og via øresneglen, at der gives besked - det er 'Vino', der afgør tingene, mente de.
Det er en rigtig analyse, vil jeg mene. Og jeg baserer det egentlig mest på, hvordan 'Vino' er en fuldstændig klassisk kriger på cyklen. Han angriber, hvis der er luft i ringene, og han kører den i bund. Som han gjorde så sent som lørdag, hvor en storslået og flot orkestreret taktik om at køre 'Vino' i gult ikke lykkedes.
Men han gjorde forsøget:


For den altid angrebsivrige og evigt satsende 'Vino'. For det smukke i de enorme nederlag, og for det storslåede i de aggressive og kynisk gennemførte sejre. Og for en rytter, der selv ikke, da han bliver båret op fra en skrænt af holdkammeraterne, mens han må have enorme smerter af et endnu ikke diagnosticeret lårbensbrud:
TAK!

Men det, jeg også lægger mærke til, er, at i det moment, hvor Vinokourov er styrtet, står der 4-5-6-7 Astana-ryttere og venter på ham. De kører formentlig tilbage i det moment, de hører, at han er nede. Og de ved, at det er den eneste opgave, de har i Tour de France:
At sørge for kaptajnens velbefindende. Skærme ham, hjælpe ham, give ham vand, forberede ham - og ikke andet.
Det samme ser vi med to af de tre andre store hold i år. BMC kører udelukkende for Cadel Evans. Selvfølgelig er George Hincapie en stærk rytter, og naturligvis kunne Manuel Quinziato måske godt gøre sig og snyde en mand eller to i en spurt. Men de har, lige som resten af holdet, kun til opgave at støtte Cadel, og derfor - og fordi Evans har haft held til at undgå styrt i den utrolig hektiske første uge - er australieren måske lige nu en større favorit til sejren end nogen sinde før i sin karriere.
I endnu højere grad gør dette sig gældende for Leopard-Trek. Her er det Kim Andersens iskolde og fornuftsbetonede analyse, der gør sig gældende, og hvis nogen dansk sportsdirektør kan gøre krav på at være en stærk taktiker, så er det ham. Derfor handler Tour de France 2011 for det luxembourgiske hold kun om, at Andy Schleck skal vinde i Paris.

© SportsAgency.dk

(Foto: Sportsagency)
Og det ser altså helt anderledes kaotisk ud hos Riis. Alberto Contador får ikke den støtte, han skal have. I det moment, han er nede - om det så skyldes, at han er snublet over en brosten, eller han er blevet fældet af en tilskuer, en konkurrent eller en tv-bil - så skal hans holdkammerater sgu' stimle sammen om ham!
Og det bør de ikke have problemer med, fordi de burde sidde hos ham hele tiden. At dømme ud fra tv-billederne i dag, så sidder spanieren helt alene.
Det kan godt være, han lugter af ged, eller at han er en dårlig taber i mausel om aftenen. Men hjælperytterne får deres løn for at hjælpe. Deraf navnet.
Og det er i virkeligheden den store lærdom af den første tredjedel af dette års Tour de France.

Nå ja, og så skal man passe på i trafikken...

2 kommentarer:

  1. Helt enig, Werge, hvor var Saxofolkene henne, da Contador lå og vred sig.

    SvarSlet
  2. Måske er det en gentagelse, som Riis givetvis husker fra 97, da Riis selv styrtede nede bag i feltet, og kun een mand var hos ham. Af Jan Ulrich-bogen "Århundredetalentet" fremgår det, at Telecomholdet hellere ville køre for Ulrich (som rent faktisk vandt det år), fordi Riis ikke havde delt sin præmie med hele holdet året før, da han vandt.
    Lider Contador af samme nærighed? - ja, så burde Riis være manden, som kender problemet smerteligt indefra - og løser det... I øvrigt en fantastisk god, informativ og skarpt analytisk blog, Werge - Venlig hilsen Reimer Bo

    SvarSlet