Uden at ville spille tv-kritiker, og uden i øvrigt at forholde mig til det journalistiske indhold i hverken dét program eller i nogle af de øvrige medier, der har Tour de France malet ud over hele spisekortet i disse uger, så forstår jeg måske efter den time godt, hvis nogen opfatter dækningen som lidt svag og intetsigende.
Den ene ekspert efter den anden, den ene rytter efter den anden, den ene sportsdirektør efter den anden; alle blev bedt om at fortælle, hvad der vil ske de kommende dage, og forholde sig til, hvem der er Tour-favorit lige nu.
Og det blev så pakket ind i utallige gentagelser af de mange forskellige styrt, der er sket i de første 9 dage på årets Tour.
Så faktisk afbrød jeg kiggeriet efter den her times tid og løb en tur.
Da jeg kom hjem en time senere, var TV2's aftenprogram i gang. Opskriften var den samme, og det ser også ens ud, når man tjekker forskellige hjemmesiders dækning fra hviledagen i dag.
Så var det tid til et stykke med musik. Tinariwen er navnet på et fremragende afrikansk orkester - hermed anbefalet:
Imens funderede jeg over de mange forskellige variationer, en hviledag i Tour de France udspiller sig. Eller som den har udspillet sig på i de 10 år, jeg har været afsted.
Som regel er der ikke for alvor tale om en hviledag, men snarere om et hul, der skal fyldes. For hjemme på redaktionerne har de sat masser af plads af - der sker ikke ret meget andet lige nu i sportens verden, og der er jo også nogle pressemøder i Tour'en.
Det er nu ikke alle hold, der afvikler pressemøde på hviledagene. Bjarne Riis' hold har gjort det hvert år, de har været afsted, men storhold som Caisse d'Épargne, ONCE, Discovery Channel kunne sagtens klare en hviledag uden at genere pressens gentlemen med deres tilstedeværelse.
På den anden side var et af de allermest mindeværdige hviledags-pressemøder, jeg nogen sinde har deltaget i, et med stjernen over dem alle:
Det pressemøde fandt sted i Pau i 2001. Det år skulle Armstrong vinde sin 3. Tour-sejr på stribe, men ved indledningen til løbet var der kommet nye oplysninger frem om amerikanerens forberedelser; den irske journalist David Walsh havde nemlig i et meget stort portræt i Sunday Times vekslet flere måneders research til noget, der mindede om et karaktermord, hvor den centrale passage var, at Armstrong i årevis havde samarbejdet med den notoriske dr. Michele Ferrari.
Den oplysning var en bombe under Armstrongs troværdighed. Siden 1997 havde han givet den i rollen som cancerpatienten, der rejste sig fra sygelejet og blev Tour-vinder - med Walshs artikel blev der åbnet for den mistanke, man også havde til Armstrong: At han brugte doping.
Den gang var det nyt, i dag virker det - med Jeff Novitzkys undersøgelse i USA in mente, og de seneste års stigende antal sager blandt Armstrongs tidligere hjælpere til at supplere - som old news.
Den 23. juli 2001 i den store sal i Le Palais Beaumont i den sydfranske by Pau var det for alvor tid for Armstrong og hans folk til at demontere anklagerne. Pressemødet fandt sted i presselokalet, der var pakket til randen med journalister - de havde ikke hviledag, og seancen var ventet med stor spænding.
Inden pressemødets start gik David Walsh rundt og forsøgte at skabe et par alliancer. Det skete i erkendelse af, at stemningen i rummet i alt overvejende grad var positiv over for Armstrong; de færreste cykeljournalister havde lyst til at stå på en eller anden sort liste hos Armstrong...
Og da amerikaneren gik på, konfronterede han direkte Walsh. Det var et episk moment, som jeg ville ønske, jeg kunne dokumentere enten med en rystet youtube-optagelse eller den eksakte gengivelse af, hvad der blev sagt. For det var med stor fryd og gysen, at Armstrong afviklede pressemødet, og den eftermiddag, da han forlod rummet, var han næppe i tvivl om, at han havde vundet.
Eftertiden skal vise, at det var en Pyrrhus-sejr.
Jeg kan til gengæld dokumentere, at jeg var til stede. I mit arkiv fandt jeg den artikel, jeg i sin tid skrev om pressemødet, og formentlig med et par rettelser og en anden overskrift fandt den vej til Ekstra Bladet 24. juli 2001:
REN I EN VERDEN AF MISTRO
Lance Armstrong satte PR-maskinen på fuld kraft frem, da han i går mødte pressen – omkring ham undrer andre sig stadig over hans præstationer
PAU (Ekstra Bladet)Egentlig ville det være så let, hvis vi troede på ham. Egentlig er verden meget nemmere at forstå, hvis der ikke var alle de spørgsmål og antydninger.Egentlig er det svært at tro på, at Lance Armstrong bare kører på cornflakes og ahornsirup til pandekagerne. Men det var stort set hans budskab på et pressemøde i Pau i går.Endelig ville Lance Armstrong møde pressen. Efter uger med mistro, med dårlig omtale på grund af hans samarbejde med cykellægen Michele Ferrari og med indelukkethed og bodyguards som værn for kritikken mødte Lance Armstrong frem, villig til at svare på spørgsmål.Og så var det jo morsomt, at det skulle ske dagen efter, at Tour-direktør Jean-Marie Leblanc havde kritiseret amerikaneren i et opsigtsvækkende interview. Og at det skulle ske samme dag, som aviser og internet-sider svømmede rundt i mistillid mod Armstrong – rettet mod ham af blandt andet folkene bag Jan Ullrich og af andre ryttere og sportsdirektører.Det var en enorm opgave, Lance Armstrong og hans hær af medarbejdere i US Postal-stalden havde sat sig selv på. Men i starten gik det meget godt, for de første 11 spørgsmål til ham gik på, om han ville være med i Vuelta á España, om hans vurdering af Jan Ullrich som konkurrent og cykelrytter og på, om han kunne tænke sig at være med i Giro d’Italia.I en em af beundring og underkastelse lyttede journalister fra hele verden til Lance Armstrong. Som de har lyttet til ham på de endnu mere iscenesatte pressemøder efter de etaper, han har domineret i de seneste dage, hvor han har bombet feltet i atomer med sin brutale og overmenneskelige måde at køre på.Der var én, der ville høre Armstrongs reaktion på Jean-Marie Leblancs kritik af ham i en avis søndag.- Spørg Leblanc om det, jeg tror nok man kan sige, at han er blevet en smule fejlciteret, lød svaret.Der var ingen, der ønskede at høre Lance Armstrongs kommentar til Telekom-chef Walter Goodefroots udtalelse om, at Armstrong er en så dominerende rytter, at ’jeg stiller mig selv nogle spørgsmål’.Ingen ønskede at få Armstrong til at udtale sig om sportsdirektør Vicente Belda fra Kelme-mandskabet, der i sportsavisen L’Équipe samme dag sagde, at:- Sidste år sagde jeg, at Armstrong tog nogle ting, der var ’unormale’. US Postal truede med en sag, og jeg undskyldte mine udtalelser. Jeg vil derfor ikke gå ind i polemikken. Men jeg er tilfreds med at sige, at han er anderledes end de andre ryttere ved andet end gennem sine fysiske og mentale kvaliteter, blev Kelme-chefen citeret for.Så det var sådan set meget hyggeligt, meget ufarligt og lidt behageligt at være så tæt på superstjernen. Og når man spurgte om noget cykelløb, kiggede han direkte på én, som om man næsten kendte ham.Det gjorde han også, når man spurgte ham om noget mere farligt. En mindre stålsat natur end den britiske journalist David Walsh ville nok have kigget væk, da Armstrong kiggede på ham med det der blik, han ellers har reserveret Jan Ullrich, når han kører fra ham i et umenneskeligt tempo ude i bjergene.De ved, det der blik, der næsten kunne fryse den anden til is. Det sendte han til David Walsh, da journalisten havde spurgt til Armstrongs samarbejde med cykellægen Michele Ferrari – hvordan Armstrong mente, at det påvirker hans omdømme at arbejde sammen med en mand, som af hele cykelmiljøet har fået stemplet ’EPO’ og ’doping-svindler’ over hele kroppen?- Det er et godt spørgsmål. Jeg har tiltro til samarbejdet, og jeg tror, at han er en ærlig og fair mand. Jeg har ikke grund til at tro andet. Og folk er kloge nok til at se, at når jeg aldrig har testet positivt, når jeg var ren i alle tests, og når jeg som en af de få ikke brugte cortison under Touren sidste år, så tror jeg, at folk tror på det, svarede Lance Armstrong.Og det var jo ikke noget rigtigt svar. Men på den anden side et typisk Armstrong-svar, hvor han gled af på kernen i spørgsmålet. Da Ekstra Bladet lidt senere gentog spørgsmålet, lød svaret fra amerikaneren:- Alle cykelryttere er under en form for mistro. Jeg har et tvivlsomt ry, fordi jeg cykler. Den tvivl er vi alle underlagt.Med lige dele teflon og uudtalte angreb mod afsenderen har det gennem de seneste år været US Postals strategi at tvinge kritikken til at forstumme. Man har slået meget hårdt på, at der endnu ikke er kommet nogen afgørelse i sagen fra Frankrig 2000, hvor politiet beslaglagde materiale, som en fransk TV-journalist havde indsamlet fra US Postals affald.Det franske politi kunne ret hurtigt fastslå, at der var tale om blandt andet Actovegin, som er et præparat fremstillet af kalveblod, og som fortynder blodets hæmatokritværdi. Men ifølge undersøgelsesdommer Sophie-Helene Chateau har man endnu ikke fået analyseret de mange forskellige blodrester for medikamenter – idet man søger i blinde i jagten. Politiet ved ikke rigtigt, hvad de leder efter, men det fremgår ifølge Ekstra Bladets franske kilder ret klart, at man ved, at der ] er #bg noget at finde.Men det mener Lance Armstrong ikke. Han henholdt sig på pressemødet til, at det i april måned havde heddet sig, at samtlige prøver var blevet analyseret, og at der ikke var fundet noget i dem.- Hvis jeg var journalist, ville jeg ikke skyde på mig, men spørge myndighederne, hvorfor der går så lang tid, før vi får noget at vide. Men også hos det engelske nyhedsbureau er det skrevet, at prøverne er rene, så der er intet at frygte eller at gisne om, sagde Lance Armstrong.Når mistanken mod Armstrong er så stærk, skyldes det formodningen om, at han bruger et stof, som ingen andre endnu har kendskab til. Hvad der underbygges af hans samarbejde med Michele Ferrari, der i 1990erne næsten med sikkerhed brugte EPO til at forberede ryttere som Tony Rominger og Jevgenij Berzin til de store opgaver.Den gang kunne man ikke spore EPO i en test, og formodningen er, at en mand som Michele Ferrari er gået videre i stedet for at stå stille ved EPO – hvis farlighed han i midten af 1990erne karakteriserede på linie med at drikke fire liter appelsinjuice.Det var også Ferrari, der en gang udtalte, at når noget ikke kan spores i en dopingtest, bør det ikke være forbudt. Hvilket fik Ekstra Bladet til at spørge Armstrong, hvordan han ser på, at man har en række medikamenter – blandt andet væksthormon – på dopinglisten, som man ikke kan spore?- Jeg vil klart opfordre videnskaben til at få lavet de nødvendige fremskridt, så de kan teste. Men nu siger du væksthormon. Hvorfor skulle en mand med min historie tage væksthormon? På ingen måde, på ingen måde, sagde Lance Armstrong, mens han kiggede med det der Ullrich-dræber-blik.Nej, hvorfor skulle vi dog tro, at Lance Armstrong ikke er ren?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar