onsdag den 6. juli 2011

Le Blaireau d'Yffiniac



På dagens etape kører Tour-feltet igennem en mindre by klokken 16.15. Byen hedder Yffiniac. Her er et kort:



Den lille by er fuldstændig bemærkelsesværdig i Tour-sammenhæng. I 1979 kørte pelotonen også gennem byen, og det var med en franskmand i front - Bernard Hinault trillede i front for feltet gennem byen i en form for triumf, selv om der på dette tidspunkt resterede en del etaper frem mod Paris.
Når Hinault særligt i Yffiniac gjorde væsen af sig, skyldtes det, at han er født i byen. Som i øvrigt er så lille, at den knap kan kaldes en by, som den ligger i et hjørne af Bretagne.
Men den er på cykelsportens verdenskort, fordi Hinault kommer herfra. Der er tale om en af sportens allerstørste udøvere gennem tiderne - Bernard Hinault var en mand, der stort set kunne alt på en cykel, og han vandt Tour de France 5 gange, Giro d'Italia 3 gange og Vuelta'en 2 gange, for nu blot at starte fra toppen.
Så var han også verdensmester en enkelt gang, nemlig i 1980 - det år, hvor han var nødt til at udgå af Tour de France med en knæskade.

Man kan ikke tale om Bernard Hinault uden også at tænke på hans episke opgør med de største modstandere. Hvordan han i 1978, i sin debut i Tour de France, nedkæmpede hollandske Joop Zoetemelk med en sejr i den sidste lange (72 kilometer, mine damer og herrer, fra Metz til Nancy...) og kunne køre ind til Paris med en attitude som en Muhammad Ali.
Eller hvordan han kæmpede med amerikanske Greg LeMond i såvel 1985 som i særdeleshed i 1986. Se nedenfor, hvordan duellen op mod l'Alpe d'Huez udspillede sig, og bær over med den lidt sløje billedkvalitet, for det er såmænd bare synet og lyden af teknologien i 1980'erne - indholdet er der ikke noget i vejen med:


Bernard Hinault er i dag landmand, han trak sig tilbage fra cykelsporten efter 1986, i en alder af blot 32 år, men med langt over 200 sejre på cv'et - herunder nærmest alle de store løb.
I dag har han honorære opgaver for Tour-ledelsen, og han er altid at se på podiet efter etaperne, når trøjerne og blomsterne og vaserne skal fordeles, og kindkys og håndtryk til honoratiores skal uddeles.
Der er tale om en helt særlig skabning i cykelsportens bemærkelsesværdige historie. Han fik tilnavnet 'Grævlingen' (på fransk le Blaireau, heraf overskriften på dette indlæg) på grund af sin bisterhed og aldrig svigtende vilje til ikke at overgive sig, og hans karriere og indstilling til cykelsporten - og vel også livet i almindelighed - kan bedst sammenfattes i et citat fra hans mund:

"SÅ LÆNGE JEG TRÆKKER VEJRET, ANGRIBER JEG!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar