søndag den 17. juli 2011

Uforløsning

Denne etape er fyldt med oplysninger, fyldt med sandheder
(Mader)

Plateau de Beille leverede egentlig ikke mange svar i går. Tour de France's hidtil hårdeste og mest udfordrende etape - løbets 'dronninge-etape' er den blevet kaldt i det særlige sprog, som cykelsporten gør brug af, hvor der er referencer til kongelige og adelige i ét væk - sluttede dermed uforløst og med en næsten intakt favoritgruppe uden særlig store ridser i lakken.
Hvis man skal drage sandheder ud af etapen, skal man måske gå rytterne igennem én for én efter ranglisten:

1. Thomas Voeckler 61:04.10 timer
Den franske rytter er selvfølgelig løbets store overraskelse, og samtidig ham, der har allermest grund til at være tilfreds både efter Pyrenæerne i almindelighed, og Plateau de Beille i særdeleshed.
Voeckler ligner efterhånden en mand, der kan lande i top 5 uden problemer. Det var ikke ham, der var i vanskeligheder undervejs, og som man har set det i andre situationer, så øges hans holds kvaliteter også, jo længere hen i løbet vi kommer med ham i gult.

2. Fränk Schleck +1,49 min
Storebror brokkede sig efter etapen lørdag over, at de andre favoritter og medbejlere ikke havde leveret varen:
"Alle ventede i vores (Andys og Fränks, LW) baghjul," sagde han ifølge eksempelvis den udmærkede hjemmeside radsportnews.com.
Tjahhh, Fränk: Det kan jo skyldes, at når I sidder 2 fra samme hold, så vil initiativet i udpræget grad forventes at ligge hos jer. Det kan skyldes, at selv om du er nummer 2, og din bror er nummer 4 i klassementet lige nu, så regner jeres konkurrenter med, at I skal ud og finde endnu mere tid i forhold til dem, fordi I er så notorisk elendige til enkeltstart.
Schleck den ældre spillede ud en enkelt gang på den sidste stigning, men i modsætning til etapen til Luz-Ardiden torsdag virkede han ikke som en mand, der kunne gå ret meget dybere.
Og så synes jeg, det virker, som om han - og det gælder også lillebror - ikke tør rykke af hensyn til brormand. Deres hensyn til hinanden virkede i min optik lammende på lørdagens etape, og de burde udnytte hinandens tilstedeværelse til at levere en styrkedemonstration i stedet for.

3. Cadel Evans +2,06 min
Australiereren noterede efter etapen, at idet The Schlecks Inc. igen og igen kiggede på ham for at få ham til at trække, så gjorde de regning uden vært:
"The Schleck brothers are there. They ride all day, they have the yellow jersey to gain and then they look at me to pull for them. Hang on a second, 'I am not here to tow you to Paris'. Like so many cycling experts said we 'wasted a lot of energy as a team to put ourselves into a good position coming into the mountains ... and then to see a little bit of conservative racing ... But these stages are hard and you have to conserve your efforts carefully."
Det er selve nøglen til vurdering af dette års Tour, Evans her lægger frem. Det er uforståeligt, at Leopard-Trek lægger så hårdt arbejde frem mod de sidste stigninger, som holdet har gjort både torsdag og lørdag, når brødrene så ikke gør tingene færdig.
Den 34-årige Evans bliver hele vejen rundt lige nu vurderet som den største favorit til sejren. Han kører klogt og afventende og har tilsyneladende ikke det bid, der kan give ham forspring på bjerget - men han er omvendt også umulig at sætte, og det gør ham til favoritten, fordi hans evner på enkeltstart er klasser over brødrenes.

4. Andy Schleck +2,15 min
DR-dokumentaren om lillebror, som Niels Chr. Jung præsenterede før dette års løb (den blev genudsendt forleden og kan ses her) viser en ung mand, der lidt usikkert er ved at blive voksen. Han har flere gange svært ved at forlige sig med, at han er manden i centrum, og en central scene er der, hvor han over for kameraet formulerer, at han vil vinde Tour de France.
Den skyhed, Andy Schleck møder os med i den dokumentar (der har mine stærkeste anbefalinger), går igen i hans kørsel i denne uge.
Det er ikke evnerne, han mangler. Det er kynismen - også til at knække sin storebror, hvis det er nødvendigt. Sejren må tælle frem for alt, og hvis Andy vil vinde, så skal han ud og tage tid på Evans før enkeltstarten. Til gengæld er jeg overbevist om, at forspringet til Alberto Contador er stort nok.

5. Ivan Basso +3,16 min
Italieneren ender på podiet i Paris. Hans holdbarhed er unik, og derfor vil han sidde hjem med de forreste i Alperne i næste uge.
Til gengæld vil han ikke kunne trække fra og vinde etaper. Den friskhed, han havde i 2004, er væk i dag - til gengæld er Basso en uhyre stærk taktiker i feltet.
Her er klippet fra hans sejr i 2004 foran Lance Armstrong:

6. Samuel Sanchez +3,44 min
Heller ikke Sanchez viste offensiv kørsel lørdag. Det var en skuffelse, synes jeg - han har både kvaliteterne og en placering i klassementet, der i en vis forstand forpligter ham til at angribe.
Samtidig er han ikke nødvendigvis rytteren, der har holdbarheden i uge 3. Og dermed tror jeg, han forsvinder lige så stille ud af podiekandidatkredsen, når Alperne viser sig på programmet.

7. Alberto Contador +4,00 min
Riis bliver ved med at sige, at Alberto er på vej, og han klarer sig bedre og bedre dag for dag. At der er udsigt til en helt anden udgave af den forsvarende mester i Alperne, end vi har set i de første 2 uger af Tour'en.
Det ville for løbets opbygning og dramaturgi være godt, hvis Riis har ret. Jeg tvivler, for der er langt fra den Contador, vi så de seneste år i Tour de France - og så sent som i maj måned i Giro d'Italia - til den rytter, der kører afventende og nogle gange synligt 'træder firkanter' på cyklen.
Den stil er vi ikke vant til fra den normalt angrebsivrige spanier; jeg tror ikke, Riis har bedt Contador ændre taktik til at køre defensivt og kalkulerende (det lader sig næppe gøre...) og dermed er spanierens optræden hidtil i Tour de France snarest udtryk for manglende form, måske forårsaget af en knæskade - men sandsynligvis også påvirket af den ekstremt hårde Giro-sejr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar