Et rullende bibliotek III

Der sidder Indurain som en kanariefugl i bjergene, i et bur af Banesto folk
(Mader)

Der er kun én anbefaling i dag, der er kun én bog at beskæftige sig med på hviledagen. Det er verdens bedste Tour de France-bog:

Joakim Jakobsen - Le Tour (Sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år)



Nu er det næsten 10 år siden, at Joakim Jakobsen skitserede sin plan, da jeg en dag talte med ham. En bog om Tour'ens første 100 år, gennemgået sæson for sæson og af et betragteligt omfang.
Et par år senere udkom den så. En kleppert på mere end 700 sider, og angiveligt havde forlaget (Rosinante) været meget betænkelige ved at lade bogen vokse til så monstrøs en størrelse.
Men når man besidder Jakobsens grundighed, kan det ikke være anderledes. Og når man besidder Jakobsens sproglige elegance og mesterskab, er det som en luftig drøm skabt af fint kniplingsværk at synke ned i fortidens brutale excesser, og for blot at understrege min fuldstændig uforbeholdne anbefaling af denne bog følger her ikke ét, men flere citater fra forskellige af Tour'ens perioder.
Bogen udkom i 2004, hvilket besidder en egen barok munterhed - året før rundede Tour de France jo 100 år, og det havde måske været det naturlige udgivelsestidspunkt. Men en bog bør ikke udkomme, før den er klar til det, og det var 'Le Tour'; siden er den udkommet i opskrevne og aktualiserede versioner et par gange, men er tilsyneladende nu udsolgt fra forlaget.
Senest i 2013, når løb nummer 100 bliver skudt i gang, kunne man jo godt fra forlagets og forfatterens side overveje endnu en revision...


1903-vinder Maurice Garin (Foto lånt fra topfoto.co.uk)

Citat, 1903 (1. løb):

Frankrig var varmet op. Henri Desgrange skælvede på sit kontor, da de 60 ryttere gled ud på de seks etaper. Som Géo Lefèvre havde foreslået, var formatet overført fra de umådeligt populære seksdagesløb, men da ruten var på 2.428 kilometer, faldt etaperne i så store bidder, at hver eneste af dem i sig selv var et krævende cykelløb: 1. Paris-Lyon: 467 kilometer 2. Lyon-Marseille 374 kilometer 3. Marseille-Toulouse 423 kilometer 4. Toulouse-Bordeaux 268 kilometer 5. Bordeaux-Nantes 425 kilometer 6. Nantes-Paris 471 kilometer. Undervecjs fik de 60 ryttere selskab af 16 ryttere, såkaldte partiels, som kun kørte med på udvalgte etaper på hjemegnen.

I øvrigt en sjov lille anekdote fra pressecentret. I 2005, mens vi sad og så på den afsluttende enkeltstart (De ved, den hvor Michael Rasmussen havde så uendeligt svært ved at holde sig i sadlen) sad jeg med opslagsbøger og avisudklip og andet stof og var i gang med at lave artikler til mandagsavisen (dette var en lørdag). Afsluttende, afrundende og opsummerende artikler om, hvordan dette års Tour havde været, og i sig selv et arbejde, der bare skulle overstås.
I sådan et presserum går en del mennesker rundt og venter, mens en enkeltstart finder sted. Man sludrer, fortæller om, hvor dejligt det bliver at komme til Paris og derefter hjem, og der er en hyggelig stemning. Således også her i Saint-Etienne, hvor en ældre mand kom hen og slog et par brokker af sig på italiensk. Jeg er ikke god på det sprog, for nu at bruge en jysk underdrivelse. Men han kiggede også lidt på de forskellige bøger, jeg havde liggende, herunder ikke mindst min udgave af 'Le Tour', som han var meget interesseret i.
Lidt senere var jeg ude et øjeblik. Formentlig på toilettet eller efter kaffe. Da jeg vendte tilbage, var 'Le Tour' væk. Jeg så aldrig siden italieneren, men jeg har en klar mistanke om, at der i dag et sted i Italien befinder sig et eksemplar af Jakobsens bog - hos en mand, der i hvert fald ikke den gang var god til at tale og forstå dansk...

Citat, 1948:

For at være på den sikre side sendte Gino Bartlai også telegram til paven og bad ham velsigne hele det italienske hold. Guddommelig rygdækning eller ej, Bartali vandt også etapen til Toulouse. Robic var bedste mand over højderne i Pyrenæerne, men bjergrytternes fordel blev neutraliseret på det lange stykke op til Toulouse, hvor Bartali endnu engang havde overskud til at sprinte først i mål.
(..)
Muligvis e historien gjort bedre af det kristelige partiapparat efter løbet, men Bartali kendte sin rolle. I Italien var han stadig en gud, og folk kyssede helt bogstaveligt den jord, han cyklede hen over, men et lands skæbne var alligevel en tung byrde at lægge på veteranens skuldre. Bartlai havde i det mindste sin højere magt at støtte sig til.

Citat, 1974:

Starten gik i Brest på spidsen af Bretagne, og Merckx vandt sin fjerde Tour-prolog i de seneste fire starter. Alt i orden, same procedure as ever, og den gule trøje over hovedet. Men alene de 7,1 kilometer var ved at knække Merckx. "Efter prologen i Brest var linningen i mine shorts gennemvædet af blod. Og sådan blev det ved Tour'en igennem - nogle dage værre end andre - uden at mine rivaler anede noget som helst om det. Det var værst, når jeg skulle klatre. Den slags problemer er mentalt udmarvende, fordi man frygter, at det når som helst kan blive endnu værre," fortalte Eddy Merckx.
Årsagen til belgierens smerter var en kæmpebyld, som voksede frem i hans siddemuskulatur under Schweiz Rundt. Han blev opereret få uger før Tour-starten, og såret var slet ikke lægt endnu. Hans legeme skreg på ro. Det fik det dæleme ikke.

Joakim Jakobsen har skrevet en række bøger om sport, og de er efter min opfattelse værd at læse - hver og én.
Men hovedværket, både for ham og for dansk og international cykellitteratur, er 'Le Tour'. Den er hermed anbefalet uden forbehold.