tirsdag den 12. juli 2011

Abandons

Det er et billede, der har ætset sig ind på nethinden hos mange seere af dette års Tour, da Chris Horner fra Radioshack efter 7. etape kom over stregen og rullede til bussen.
Vi har mest set optagelser, hvor han taler i vildelse, liggende på en båre. Helt tydeligt vidste han ikke, hvor han var. Billederne er blevet vist gentagne gange på de danske kanaler i de seneste dage. Men jeg fandt nedenstående link, hvor der dels er et kamera på Horner, lige da han kommer over stregen og bliver modtaget af Radioshacks soigneur, dels er et længere interview med holdets sportsdirektør Johan Bruyneel.

Her er et foto af ham fra Tour de France 1996...

Om ham kan man mene meget, men ikke, at han ikke har forstand på og et stort hjerte for cyklingen. Jeg synes, hans ord er meget rammende for den fornemmelse, man har betragtet de første vilde dage i Tour'en med.

I was scary...

Der er rigtig mange, der er udgået af løbet i år. 20 af de 198 startende er, af den ene eller anden årsag, ikke længere (tirsdag aften) med i Tour de France, og der er ingen tvivl om, at så snart feltet rammer Pyrenæerne på torsdag, så vil det tal bare vokse og vokse.
Det er indlysende, fordi mange af deltagerne har større og mindre skavanker, de plejer lige nu. Lige fra meget omtalte hævede knæ og til decideret dårlig fysik - ikke de bedste forudsætninger for at drøne op ad bjergsiderne i jagten på triumf og hæder.

Jeg husker ikke, at feltet tidligere har været så stærkt decimeret så tidligt i løbet, siden deltagertallet i 1998 blev beskåret ganske kraftigt - men af helt andre årsager...
Radioshack er hårdt ramt af abandons, altså af opgivne ryttere. 3 mand, Brajkovic, Horner og Popovych, er væk, og Levi Leipheimer lider af efterveer af styrt og er under alle omstændigheder så langt kørt bagud i klassementet, at han heller ikke i år får nogen rolle at spille der.
Det gør til gengæld, at al holdets kraft og fokus kan koncentreres om Andreas Klöden, manden, der i årevis fulgte Jan Ullrich som en skygge, og som siden 2006 ikke har brugt kræfter på at tale med den tyske presse, fordi han mener, de stiller forkerte spørgsmål - og nu vil han derfor ikke længere tillade dem at forsøge at rette op på den misére.
Man skal aldrig undervurdere et hold, Johan Bruyneel står i spidsen for, og man skal slet ikke afskrive Team Radioshack endnu. Men de er indtil videre symbolet på et ualmindeligt omkostningsfyldt Tour de France 2011.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar